Naleraq vil have ryddet op i KNI
Naleraq vil ikke vente på resultatet af de igangværende undersøgelser om regnskabsrodet i KNI, før der afholdes generalforsamling. Det bør være en ny bestyrelse, der tager stilling til igangværende undersøgelser af virksomheden.

KNI skal have ryddet op i bestyrelsen, og det skal være nu, mener Naleraq.
KNI skulle efter planen have afviklet generalforsamling og præsenteret sit årsregnskab midt i august, men erhvervsstyrelsen har forlænget fristen til den 11. oktober, hvor årsregnskabet senest skal være afleveret.
Generalforsamlingen udsættes ifølge formanden for Naalakkersuisut, Múte Bourup Egede (IA), fordi der i øjeblikket pågår udredningsarbejde om selskabets økonomi.
- Vi ser ikke fra Naleraq Naalakkersuisuts anførte begrundelse som en hindring for at afholde generalforsamling, idet man må huske på, at man i længere tid via medierne har fremlagt regnskaber, der ikke har noget med virkelighedens verden at gøre, lyder kritikken fra Jens Napaattooq (N).
Regnskabsfejl kulegraves
Gennem de seneste ti år har KNI’s lager været pustet kunstigt op med mellem 50 og 70 millioner kroner. Det kom frem i en pressemeddelelse fra bestyrelsen i november sidste år.
Naleraq anerkender, at virksomhedens nye direktør skal have tid til at finde sig til rette, men i samme ombæring mener partiet, at en ny bestyrelse med friske øjne vil være at foretrække, når undersøgelserne af regnskabsproblematikken skal behandles.
- Vi ser det som noget positivt, at bestyrelsesformanden har erkendt at der skal skiftes ud i ledelsen i virksomheden efter denne her skandale. Derfor vil vi gerne have generalforsamlingen nu, så vi kan få skiftet ud i bestyrelse og ledelse med det samme.
Formanden genopstiller ikke
Bestyrelsesformand Lars Borris Pedersen genopstiller ikke ved den kommende generalforsamling.
- Det fremgår jo ret tydeligt, at bestyrelsen lader til at ignorere disse fejl (i regnskabet red.) og er nærmest ligeglade hermed. Man kan således ikke tage et politisk ansvar for, at bestyrelsen undersøger forhold, der vedrører dem selv og deres egen drift, siger Napaattooq.
I juli har KNI ansat Jeppe Jensen som ny administrerende direktør. Han tiltrådte 5. august efter Peter Grønvold Samuelsen, som tidligere i år valgte at fratræde sin stilling, kort før det kom frem, at to tidligere medarbejdere havde politianmeldt ham for sexchikane.
Múte er enig
Der er altså en række sager, som belaster den selvstyreejede virksomhed. Formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede understreger overfor Sermitsiaq.AG, at han sådan set er enig med Naleraq.
- Det, der er sket i KNI-sagen, er ikke kønt. Der er nødt til at komme en afklaring på situationen om lager, regnskab og personalesager snarest muligt, siger han.
Hvornår undersøgelserne er klar, og et regnskab kan præsenteres er uvist, men Naleraq har overfor formanden tilkendegivet deres holdning om, at det kun kan gå for langsomt.