Naleraq om hashsag: Vi er ikke dommere

Naleraq i Avannaata Kommunia vil ikke kommentere kommunens kommende borgmesters sag om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, som skal for landsretten indenfor en overskuelig fremtid.

Naleraq er ikke en retsinstans og skal således ikke tage stilling til sager, hvor den endelige dom endnu ikke er faldet.

Derfor vil Naleraq i Avannaata Kommunia ikke kommentere på den kommende borgmester Minik Høegh-Dams sag om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og subsidiært lov om hæleri, da den er anket til Landsretten, oplyser Anthon Frederiksen til Sermitsiaq.AG.

Naleraq har henover weekenden erklæret sin støtte til valgets store vinder og sikret Siumuts Høegh-Dam borgmesterposten efter Palle Jerimiassen.

Borgmester for retten

Minik Høegh-Dam havde under valgkampen til kommunalbestyrelsen hashsagen hængende over hovedet, da han er tiltalt for at have brudt loven for euforiserende stoffer. Ved en ransagning tilbage i 2018 fandt politiet 154.805 kroner i kontanter i Minik Høegh-Dams hjem, hvoraf 151.900 kroner var rullet sammen og lagt i et brilleetui. Beløbet skulle ifølge politiet stamme fra hashsalg.

Ved retten den 25. marts, altså to uger før valget til kommunalbestyrelsen, blev Minik Høegh-Dam pure frikendt, men anklagemyndigheden valgte at anke afgørelsen til Landsretten.

Sermitsiaq.AG har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Minik Høegh-Dam. Vi ville gerne have spurgt den folkevalgte politiker om hans overvejelser ved at takke ja til borgmesterposten i lyset af hashtiltalen og ankesagen, samt hvordan han vil forholde sig til sit politiske hverv, hvis Landsretten dømmer ham for hashsalg.

Datoen for ankesagen er endnu ikke fastlagt.

Powered by Labrador CMS