Naalakkersuisut: Sådan blev USA-støtte aftalt

I et svar til Aqqaluaq B. Egede går Naalakkersuisut i detaljer om, hvordan den omdiskuterede støtte fra USA blev aftalt. Naalakkersuisut oplyser desuden, at støtten ikke forventes at skabe arbejdspladser på kort sigt.

Naalakkersuisut er blevet kritiseret for at have været for lukkede i forløbet op til, at aftalen om økonomisk støtte fra USA til en værdi af 83 millioner kroner blev præsenteret.

Men i et skriftligt svar til Aqqaluaq B. Egede (IA) beskriver naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Ane Lone Bagger, forløbet i nærmere detaljer:

  • Den 10. januar 2020 blev Grønlands repræsentant sammen med Danmarks ambassade i Washington D.C. i fortrolighed orienteret af det amerikanske udenrigsministerium om, at man arbejdede på at allokere 12,1 mio. USD til projekter i Grønland i 2020.
  • Projekterne vil efter det oplyste falde inden for bl.a. råstoffer, energi, turisme, uddannelse og erhvervssamarbejde. Der blev videre oplyst at bevillingen endnu ikke var godkendt i Kongressen.
  • Den 19. februar 2020 orienterede det amerikanske udenrigsministerium om, at Kongressen havde godkendt allokeringen af midler til pakken.
  • Den 1. april sendte den amerikanske ambassade i København et non-paper, vedrørende de områder man fra amerikansk side ønsker at fokusere på i samarbejdet med Grønland.
  • Den 23. april blev det amerikanske tilbud om samarbejde behandlet af Naalakkersuisut, således med baggrund i det amerikanske non-paper. Naalakkersuisuts beslutning og pakkens indhold blev efterfølgende samme dag orienteret til lnatsisartut og Folketinget.
  • Samme dag blev pakkens størrelse og hovedindhold offentliggjort. Under hele forløbet har der været løbende kontakt mellem danske, grønlandske og amerikanske myndigheder om pakken, herunder om muligt indhold og tidspunkt for offentliggørelse.

Aqqaluaq B. Egede spørger også specifikt ind til, om der er planer om at give USA adgang til mineprojektet på Kuannersuit – Kvanefjeld.

Men departementet for råstoffer svarer, at USA i forløbet ikke har udvist nogen særlig interesse for Kuannersuit-projektet.

Vil ikke skabe arbejdspladser på kort sigt

Inuit Ataqatigiit har tidligere kritiseret aftalen for, at amerikanske rådgivere vil få adgang til vigtig viden om Grønland, uden at Grønland får noget konkret udbytte den anden vej.

I den forbindelse spørger Aqqaluaq B. Egede også ind til, hvor mange arbejdspladser, Naalakkersuisut forventer etableret i Grønland som følge af aftalen.

Og selvom der er tale om støtte til en værdi af 83 millioner kroner, så forventer Naalakkersuisut ikke, at pengene vil skabe arbejdspladser i Grønland på kort sigt.

Naalakkersuisut forklarer, at det er på længere sigt, at projekterne med amerikansk støtte kan kaste hjemlige arbejdspladser af sig:

- Dette sker igennem konkrete udviklingsprojekter, der skal løfte et givent område, herunder f.eks. igennem styrkelse af kapacitet, kompetencer eller viden. Inden for energiområdet vil det for eksempel kunne dreje om sig projekter, der styrker viden om muligheder for at udnytte vedvarende energikilder i Grønland eller geologiske projekter, der øger viden om Grønlands oliepotentiale, skriver Ane Lone Bagger i sit svar.

Powered by Labrador CMS