Kielsen siger ja tak til USA-rådgivning
Formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, er glad for, at den amerikanske regering vil yde konsulent- og rådgivningsassistance fra amerikanske eksperter til et beløb, som svarer til 83 millioner kroner.
I en pressemeddelelse oplyser Selvstyret, at Naalakkersuisut har valgt at acceptere det amerikanske tilbud om "samarbejde".
- Man ønsker fra amerikansk side, at fokusere på sektorer i Grønland som vil gavne den økonomiske udvikling i Grønland, herunder indenfor råstofbranchen, turismen og uddannelse. Den egentlige implementering af projekterne vil ske i et tæt samarbejde med Naalakkersuisut, med baggrund i eksisterende aftaler, fremgår det af meddelelsen.
Beløbet, som USA vil investere i Grønland, løber op i 12,1 millioner dollars, hvilket svarer til cirka 83 millioner kroner. Der er imidlertid ikke tale om, at Grønland får en check på 12,1 millioner dollars.
- Det forventes at midlerne implementeres primært som konsulent- og rådgivningsassistance fra amerikanske eksperter, samt gennem eksisterende programmer under det amerikanske udenrigsministerium, fremgår det af pressemeddelelsens afsluttende afsnit.
Kim: Det tager tid
Kim Kielsen siger om det amerikanske tilbud:
- Det tager tid at udvikle tættere relationer med andre lande. Men denne gode nyhed bekræftes, at vores arbejde på, at opbygge en konstruktiv relation med USA bærer frugt. Det er positivt, at det øgede samarbejde mellem Grønland og USA kommer til udtryk i et konkret resultat i form af bevillingen til projekter i Grønland.
Det oplyses, at "de kommende civile projektsamarbejder skal blandt andet ses som et resultat af de aftalememorandas (MOU’s), der blev afsluttet i juni 2019 mellem Naalakkersuisut og det amerikanske Udenrigsministerium".
Såvel danske som grønlandske politikere har udtrykt betænkelighed om den amerikanske støtte, som den amerikanske ambassadør i København, Carla Sands, tidligere på ugen løftede sløret for.