Naalakkersuisut: Nye Ivaaraq-krav kan udløse regning

Nogle skærpede krav til bemandingen omkring handicappede kan føre til, at landets institutioner får brug for flere penge.

Naalakkersuisoq Mimi Karlsen oplyser, at to skærpede krav omkring personalenormeringer kan få økonomiske konsekvenser.
Offentliggjort

På grund af en sag fra institutionen Ivaaraq i Qaqortoq er der ifølge naalakkersuisoq strammet op på en række procedurer for bemandingen omkring personer med handicap.

Atassut-formand Aqqalu Jerimiassen har stillet spørgsmål til Naalakkersuisut om de økonomiske konsekvenser ved de nye krav.

Naalakkersuisoq for børn, unge og familier, Mimi Karlsen (IA), oplyser i sit svar, at der konkret er tale om to krav, som er skærpede, og som ventes at få økonomiske konsekvenser.

Kravenen er, at der som minimum skal være to vågne nattevagter på institutioner, og på besøgsrejser, hvor et barn bliver ledsaget af en medarbejder, skal der altid være minimum to ledsagere, hvis der er overnatninger forbundet med rejsen.

Ændringer skal forhandles med kommuner

Naalakkersuisoq fortæller, at der vil blive regnet på, om institutionernes takster skal ændres som følge af de skærpede krav:

- Når der de næste måneder har været gjort erfaringer med virkningerne af de nye krav, vil der blive foretaget beregninger mhp. ændringer af taksterne for døgninstitutioner og døgntilbud.

- Ændring af taksterne skal forhandles med kommunerne som en tillægsaftale til Bloktilskudsaftalen. Hvornår dette vil foregå, er ikke aftalt endnu, skriver Mimi Karlsen.

Aqqalu Jerimiassen borer også i, hvordan Naalakkersuisut vil skaffe de ekstra varme hænder, som skal bruges for at opfylde kravene.

Ny diplomuddannelse

Til det svarer Mimi Karlsen, at Socialstyrelsen har fokus på at døgninstitutioner og døgntilbud skal være velfungerende og attraktive arbejdspladser, hvorfor forstandere blandt andet får tilbud om kurser i ledelse. Derudover satser Naalakkersuisut på at opkvalificere eksisterende ufaglært personale på institutionerne.

Ud over kurserne har Naalakkersuisut ifølge Mimi Karlsen også afsat midler til at oprette en diplomuddannelse i specialpædagogik på Socialpædagogisk Seminarium, hvor første optag af studerende er forventet til september 2023

Ivaaraq-sagen handler om en multihandicappet kvinde, som uventet fødte et barn. Kvinden har ikke noget sprog, og en 62-årig mand har indrømmet at have udsat kvinden for voldtægt.

Powered by Labrador CMS