Naalakkersuisut: Nødstedte fiskere har allerede mulighed for at søge hjælp

KNAPK har banket i bordet og anmodet Naalakkersuisut om, at nødstedte fiskere og fangere skal have ekstraordinær hjælp. Nu viser det sig, at fiskere og fangere hele tiden har haft mulighed for at søge om hjælp.

Havneblokade, Nuuk
Ansøgning om offentlig hjælp skal sendes til den lokale kommune, oplyser departement.

7. december har KNAPK sendt en anmodning om ekstraordinær hjælp til nødstedte fiskere og fangere på kysten til Naalakkersuisut med den begrundelse, at der ikke findes lovgivning på området, som er udformet til at hjælpe fangere og fiskere i den situation, man er vidne til.

Men det er tilsyneladende ikke rigtigt.

Departementet for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender oplyser, at det har været muligt for nødstedte fiskere og fangere at søge om økonomisk hjælp siden 2006.

Alligevel skulle der gå lige knap to uger før, at departementet, som henviser til den gældende Landstingsforordning nr. 15 af 20. november 2006 om offentlig hjælp, har gjort offentligheden opmærksom på det.

Forsørgelse og faste udgifter

Landstingsforordning om offentlig hjælp lyder således:

- Enhver, der opholder sig i Grønland, har ret til offentlig hjælp ved akut trang, såfremt at den pågældende ikke er i stand til at skaffe sig og sin familie det nødvendige til livets ophold.

Forordningen gælder for alle behover, herunder fiskere og fangere, som specielt kan have behov for at søge offentlig hjælp i perioder, hvor de ikke har erhvervsindtægter at leve af - og altså ikke kan forsørge sig selv og familien, skriver Departementet for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender.

Fra flere sider er det blevet hævdet, at fiskere og fangere i forbindelse med hjælp fra det offentlige, hvis de melder sig som arbejdsløse, kan miste gyldigt erhvervsfangst- og erhvervsfiskerbevis. Men det er ikke korrekt, understreger departementet i et dokument om offentlig hjælp til fiskere og fangere.

- Efter Landstingsforordning er der mulighed for at søge hjælp til at dække forsørgelse og faste udgifter samt eventuelt få dækket visse enkeltudgifter, lyder det videre.

Ansøgning sendes til kommunen

Departementet forklarer, at der skal være tale om en social begivenhed for at modtage offentlig hjælp. En social begivenhed kan blandt andet være ledighed som følge af, at fiskere og fangere i visse perioder ikke har mulighed for at udøve deres erhverv eller kun kan gøre det i et begrænset omfang, således at de ikke kan forsørge sig selv og familien.

Situationer, som kan danne grundlag for, at fangere og fiskere kan søge om offentlig hjælp, kan for eksempel være vejrmæssige forhold, som hindrer fangst og fiskeri i en periode samt indhandlingsstop eller andre problemer med indhandling. Men oplyser departementet:

- Det vil dog altid bero på en individuel vurdering om, hvorvidt de enkelte fangere og fiskere er berettiget til offentlig hjælp eller ej.

Ansøgning om offentlig hjælp skal sendes til den lokale kommune. Sagsbehandlingen i sager om offentlig hjælp er et anliggende for den enkelte kommune, lyder det fra departementet, som har sendt en vejledning om landstingsforordningen til de enkelte kommuner.

Powered by Labrador CMS