Naalakkersuisut afviser tiltag lige nu - afventer beregninger af inflation

Økonomisk Råd er blevet bedt om at beregne inflationen her i landet. Men det er ser ikke ud til, at resultatet kommer før senere i september, og Naalakkersuisut vil ikke lave politiske tiltag for at modvirke inflationen, så længe man ikke kender tallene.

Naalakkersuisut ved ikke endnu, hvordan det står til med prisstigninger her i landet.

Inflation udgør en trussel mod økonomien her i landet, fortalte naalakkersuisoq for finanser Naaja H. Nathanielsen, da hun mandag fremlagde finanslovsforslaget for 2023. Inflation er et udtryk for stigende priser - det vil sige, at borgerne betaler mere for den samme vare og derfor kan købe mindre.

Fra resten af verden er det strømmet ind med historier om betydelige prisstigninger på alt fra dagligvare til energi. Prisstigningerne rammer alle men kan være særligt problematiske for borgere med de laveste indkomster.

I finanslovsforslaget står der, at Naalakkersuisut løbende vil vurdere, "om det på et tidspunkt vil være relevant at indføre særlige tiltag, som kan begrænse inflationens skadelige virkninger særligt for de lavest lønnede."

Indtil videre afviser Naaja H. Nathanielsen dog at lave politiske tiltag i Grønland for at afbøde prisstigninger.

Hvorfor har man ikke regnet?

Forklaringen er ifølge Nathanielsen, at man ikke kender prisstigningernes størrelse endnu, samt at man forventer en lavere inflation her i landet, end man eksempelvis har set i Danmark, fordi prisen på olie indtil videre ligger på et lavt niveau på grund af prisaftaler indgået af KNI og Polar Oil.

- Inflationen har været højt på dagsordenen i lang. Hvorfor har man ikke regnet på inflationen, når det betyder for meget for dem, der har lidt og beregninger kunne vise om der er brug for politiske tiltag?

- Vi har bestemt spurgt til det. Det er sådan, at det er svært at arbejde med tal man ikke har og man laver opgørelser fra juli, og dem har vi lige skullet have med, for at vi kan få en indikation. Grønlands Statistik skal bruge nogen måneder på at behandle deres materiale, derfor har de først tal 30. september. Vi har bedt Økonomisk Råd om at lave en vurdering også, og den har de taget på sig, og de kommer også med noget.

- Det er svært at lave prognoser uden tal, og det er grunden til, at det sker lidt på bagkant, sagde Naaja H. Nathanielsen og fortsatte:

Inflationen sammensættes af flere tal

- Man skal huske, at inflation er ikke kun fødevarepriser. Det sammensættes af mange forskellige ting med forskellig vægt. Derfor har vi godt kunnet se, at den her varegruppe er steget så og så meget, men vi har manglet tal for noget af det andet. Jeg havde håbet, at kunne tage noget med i dag, men det kunne vi ikke nå

Grønlands Statistiks seneste tal for inflationen er fra januar, og tallet var blot 0,2 procent. Det var dog også før krigen i Ukraine, som har vendt op og ned på mange forhold.

I Danmark lå inflationen i juli på 8,7 procent. Her har den danske regering blandt andet sendt en varmecheck på 6.000 kroner til lidt over 400.000 husstande som følge af stigende gaspriser.

Naalakkersuisut understreger i finanslovsforslaget, at man ser med alvor på situationen, og at inflationen ikke er det eneste problem. Naalakkersuisut peger på i alt tre problemer:

  • Krigen mellem Rusland og Ukraine har resulteret i højere globale fødevare- og energipriser. KNI’s prissikringsaftaler skærmer kun delvist for følgerne af olieprisstigningerne, og de højere fødevarepriser vil blive følelige via importen fra udlandet.
  • Internationalt ses en betydeligt voksende inflation. Den seneste årlige opgjorte inflation i EU er 8,8 % i maj 2022, hvilket skal ses i forhold til en generel målsætning om en inflation på omkring 2 %. Inflationens udhuling af købekraften kan reducere incitamenterne til opsparing og investering.
  • Fiskeeksporten er udfordret på flere områder, dels grundet krigen mellem Rusland og Ukraine, dels grundet Covid-situationen i Kina og de fortsatte og uafsluttede forhandlinger med Storbritannien om en handels- og fiskeriaftale.
Powered by Labrador CMS