Gå til hovedindhold

Naalakkersuisut afviser IA-kritik om flysikkerhed

Naalakkersuisut og Kalaallit Airports A/S vægter flysikkerhed højt, siger naalakkersuisoq for infrastruktur Karl Frederik Danielsen (S)

I denne uge kritiserede Inuit Ataqatigiits næstformand Aqqaluaq B. Egede Naalakkersuisut og Kalaallit Airports, hvor han beskylder dem for at tie om de faktiske forhold, når det gælder sikkerheden omkring den nye Nuuk-lufthavn.

Men naalakkersuisoq for infrastruktur Karl Frederik Danielsen afviser kritikken, der siger, at Naalakkersuisut ikke tier om faktiske forhold om flysikkerhed.

Intet usædvanligt

- Lad mig slå fast, at Naalakkersuisut og Kalaallit Airports A/S naturligvis vægter flysikkerhed højt. Der er intet usædvanligt ved den tilladelse, Kalaallit Airports A/S har fået i 2017 til anlæggelse af den nye lufthavn i Nuuk, skriver naalakkersuisoq i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: IA: Man har tiet om flysikkerheden

Han oplyser, at eksisterende lufthavne som Kangerlussuaq, Narsarsuaq og Paamiut opererer også med dispensationer.

- Fælles for alle dispensationer og godkendelser er, at de bliver givet af Trafikstyrelsen i Danmark (luftfartsmyndigheden). Trafikstyrelsen er den faglige instans og rette myndighed i disse sager, og laver forud for enhver dispensation den fornødne vurdering, fremhæver Karl Frederik Danielsen.

Slækker ikke på sikkerheden

- Der er intet odiøst i at få en dispensation. Det er nærmest normalen, når man etablerer lufthavne i Grønland. Det samme gør sig i øvrigt gældende for lufthavnen på Færøerne, siger han.

Naalakkersuisoq for infrastruktur påpeger, at en dispensation ikke betyder, at man slækker på sikkerheden.

- Det betyder, at hvis der dispenseres fra kravene, så kompenseres der ved at foretage andre kompenserende foranstaltninger. Dermed sikrer man, at man hele tiden har det sikkerhedsniveau, der af luftfartsmyndigheden vurderes at være nødvendigt. Naalakkersuisut og Kalaallit Airports A/S vil aldrig gå på kompromis med flysikkerheden – og det vil Trafikstyrelsen i Danmark heller ikke.

Ikke politisk sag

Karl Frederik Danielsen oplyser videre, at lovgivningen er indrettet på en sådan måde, at Trafikstyrelsen i Danmark er bemyndiget til at give dispensationer fra de generelle regler direkte til lufthavnsoperatøren.

- Dispensationer gives inden for de fastsatte retningslinjer, som er vedtaget af FN´s luftfartsorganisation ICAO. Af selv samme årsag bliver hverken Naalakkersuisut eller Inatsisartut inddraget, når der gives en dispensation, da dispensationer ikke er en politisk sag, men sker på baggrund af en faglig vurdering i henhold til gældende regelsæt. Så naturligvis opfylder de nye lufthavne internationale standarder, lyder det fra Karl Frederik Danielsen.
 

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER