Naalakkersuisoq: Hjælpepakker til turistbranchen undersøges

Den nye naalakkersuisoq for erhverv, Jens-Frederik Nielsen (D) skal på lynvisit i Sydgrønland for at holde møder med aktører inden for turistbranchen om hjælpepakker.

Jens-Frederik Nielsen (D), der er den nye naalakkersuisoq for råstoffer og erhverv skal i dag rejse til Sydgrønland.

- Planen er at møde aktører inden for turistbranchen og se, hvilke udfordringer der er i branchen under coronakrisen. Jeg vil gerne vide, hvilke behov turistbranchen har for yderligere hjælpepakker, siger naalakkersuisoq for erhverv, Jens-Frederik Nielsen til Sermitsiaq.AG.

Økonomisk Råd har i en rapport i slutningen af maj understreget, at længerevarende hjælp til turisterhvervet er nødvendig, da branchen kommer til at lede under coronakrisen i en længere periode.

Den nye naalakkersuisoqs tur til Sydgrønland er planlagt til at vare et par dage, og er planlagt med Formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, der i øvrigt kom hjem fra den første tur i Sydgrønland for knap en uge siden.

Kim Kielsen tager denne her gang til blandt andet Aappilattoq for at holde møde med bygdebestyrelsen og holde møde med Nanortalik Tourism i Nanortalik.

Ingen møde med Urani Naamik

I denne omgang skal Naalakkersuisoq for erhverv og råstoffer ikke besøge Narsaq for at holde møde med Urani Naamik.

For knap en uge siden gav formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen ellers gruppen en lovning om, at naalakkersuisoq for råstoffer hurtigst muligt kommer på besøg og holder møde om Kvanefjeldet.

- Det bliver ikke i denne omgang. Det handler ikke om, hvor vidt jeg prioriterer erhverv eller råstoffer mest, men blot om, at jeg har to store ansvarsområder, der strækker sig bredt. Denne gang skal jeg en tur til Sydgrønland for at fokusere på turistbranchen, med henblik på hjælpepakker på området under covid-19, siger Jens-Frederik Nielsen.

Han oplyser, at han allerede har taget kontakt til Urani Naamik og meddelt, at det ikke bliver muligt at holde møde med dem de næste par dage, men at han finder tid hurtigst muligt efter det.

Powered by Labrador CMS