Naajas julegaveønsker: Bedre arbejdsforhold og højere straf

Naalakkersuisoq for justitsområdet Naaja Nathanielsen har afgivet en række ønsker til den danske minister for området, Nick Hækkerup. Blandt ønskerne er bedre arbejdsforhold og højere straf for alvorlige forbrydelser.

Offentliggjort

Naalakkersuisoq Naaja H. Nathanielsen har torsdag den 2. december afholdt møde med den danske justitsminister, Nick Hækkerup. Mødet blev holdt som led i samarbejdet med rigsmyndighederne om at højne niveauet på justitsområdet.

- Justitsområdet er et dansk ansvarsområde, men Naalakkersuisut lægger stor vægt på, at udviklingen skal formuleres og fremsættes fra grønlandsk side. Vi sætter derfor pris på dialogen med den danske regering. Det er nødvendigt hele tiden at tydeliggøre behovet for at justitsområdet udvikles og som minimum er på samme niveau som i Danmark, udtaler Naaja Nathanielsen efter mødet.

På mødet fremsatte Naaja H. Nathanielsen ønske om, at Grønland tilgodeses i de pågående forhandlinger om kriminalforsorgen, særligt med hensyn til beskæftigelsesindsatsen i anstalterne og vedrørende arbejdsvilkår for de ansatte.

Herudover fastholdt den grønlandske justitsminister ønsket om, at der sker en forhøjelse af foranstaltningsrammen i kriminalloven fra 10 til 16 år, så der bliver mulighed for at idømme længere foranstaltninger ved de alvorligste forbrydelser.

Der skal ikke nedlægges politistationer

Der har tidligere været en del debat om hvorvidt Kaangatsiaq har brug for en politistation. Borgmester Ane Hansen mener ja – Justitsministeren mener nej, og det gør han stadig oplyser Naaja Nathanielsen.

Justitsminister Nick Hækkerup tilkendegav på mødet, at han fastholder sin beslutning om ikke at etablere en politistation i Kangaatsiaq med den begrundelse, at kriminalitetsbilledet i byen er begrænset.

Det fik også Naaja H. Nathanielsen til at forhøre sig om, hvorvidt der planlægges nedlæggelser af allerede eksisterende politistationer efter samme logik. Det afviste justitsministeren dog.

Sluttelig orienterede Naaja H. Nathanielsen justitsministeren om, at Naalakkersuisut arbejder på en ny prioriteringsliste, der vil blive offentliggjort i det nye år, og som vil indeholde en række indsatser og nye fokusområder som eksempelvis digitale forbrydelser.

Powered by Labrador CMS