Borgmester lodret uenig i politi-vurdering

Der er mange socialsager i Kangaatsiaq, og det underbygger, at der bør være en politistation i byen, mener borgmester Ane Hansen. Politimester fastholder, at det vil være uforholdsmæssigt dyrt i forhold til udbyttet.

Grønlands Politi vurderer, at tre kommunefogede-stillinger er tilstrækkeligt, og derfor behøver Kangaatsiaq ikke at få sin egen politistation med tilhørende betjente. Det har politiet oplyst til justitsministeren i Danmark.

Justitsministeriet har givet svaret videre til folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen, som ønsker en politistation i byen i lighed med andre byer i Grønland.

Politiets vurdering af kriminalitetsbilledet og behovet for betjente i byen falder dog borgmester i Kommune Qeqertalik, Ane Hansen (IA), for brystet.

Hun er ikke enig i, at kommunefogeder kan yde en tilstrækkelig indsats overfor borgerne i Kangaatsiaq.

Spiller vigtig rolle i socialt arbejde

- Justitsministerens svar til Aaja C. Larsens forespørgsel er ikke til at kende i vores virkelighed, skriver Ane Hansen i en skriftlig kommentar til Sermitsiaq.AG.

Hun henviser til, at der foregår et omfattende socialarbejde i Kangaatsiaq med tilhørende bygder, hvor politiet også spiller en vigtig rolle.

Ane Hansen oplyser, at kommunen har haft børne- og ungesagslisteopgørelse i samarbejde med Socialstyrelsen, hvor styrelsen er kommet med en konkret appel til kommunefogedens udførelse af arbejdet:

- Grundet mangel på kommunefoged i bygden er der mangel på sikkerhed under socialvagtens arbejde, skriver Socialstyrelsen til Kommune Qeqertalik 2. juli i år.

Ifølge kommunen sker det, at politiet giver afslag på socialvagtens anmodning om bistand fra politiet til hjemmebesøg. Også når underretninger beskriver vold.

- Bistand yder efter vurdering

Den udlægning kan politimester Bjørn Tegner Bay dog ikke genkende:

- Man skal i den forbindelse huske, at politiet yder bistand til andre myndigheder efter en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde om, hvorvidt vores bistand er nødvendig. Hvis det således vurderes, at der ikke er en risiko for socialvagtens personale, så er det ikke en politiopgave at deltage.

- Hvis der er oplysninger om, at børn har været udsat for vold, så går jeg ud fra som en selvfølge, at kommunen har meldt dette til os, hvorefter vi naturligvis efterforsker forholdet, udtaler Bjørn Tegner Bay.

Kommune bekymret for kriminalitet i byen

Hun siger desuden, at det er beklageligt, at Kangaatsiaq ikke fremgår af politiets årsrapport om kriminalitet, da det gør det svært for kommunen at udregne kriminaliteten i forhold til indbyggertal.

Kommunen vurderer dog, at kriminaliteten i Kangaatsiaq er højere per indbygger end resten af kommunen:

- Det kan afspejles i det forhold, at Kangaatsiaq by og tilhørende bygder samlet har flere børne- og ungesager end Aasiaat by og bygder, som har tre gange så mange indbyggere, skriver borgmester Ane Hansen.

Sermitsiaq.AG har forelagt kritikken for Grønlands Politi, og politiet har lavet et udtræk over anmeldelser i Kangaatsiaq:

Politimesteren forklarer, at den manglende statistik skyldes, at politiets IT-systemer udarbejder statistik ud fra, hvor politistationerne ligger.

Fastholder vurdering

- Statistik for andre geografiske steder skal udarbejdes ved en manuel gennemgang, der tidsmæssigt er ressourcetung. Mine kolleger og jeg vil dog altid være kommunerne behjælpelige med statistisk materiale, hvis vi på nogen måde kan, udtaler politimesteren, der fastholder sin vurdering af, at Kangaatsiaq ikke bør få en politistation, selvom han forstår ønsket:

- Det er efter min opfattelse helt naturligt, at borgerne ønsker en så kort afstand til en politistation som muligt. Når det så er sagt, så er ressourcerne i politiet – ligesom alle andre steder – begrænsede. Det er min opgave at sikre, at vi i Grønland har et så godt og effektivt politi som overhovedet muligt indenfor den økonomiske ramme, som politiet er tildelt, udtaler politimesteren og fortsætter:

- Behovet for politiuddannet politipersonale permanent stationeret i Kangaatsiaq er efter min faste overbevisning af en sådan størrelse, at omkostningerne til at etablere og drive en politistation i Kangaatsiaq ikke står mål med de fordele, man naturligvis ville opnå.

Powered by Labrador CMS