Naaja Nathanielsen: Man vinder meget ved en kortere bane

Naalakkersuisoq Naaja Nathanielsen er klar til at ændre planerne om lufthavnen i Qaqortoq, efter en ny rapport om de samfundsøkonomiske konsekvenser ligger klar. Hun håber på et bredt flertal til at forkorte landingsbanen.

Naaja Nathanielsen synes en landingsbane på 1199 meter er et godt alternativ til den oprindelig plan.

Torsdag har naalakkersuisuts drøftet resultatet af en rapport om samfundsøkonomiske konsekvenser ved lufthavnen i Qaqortoq i forskellige scenarier.

Rapporten er bestilt af Naalakkeruisoq for infrastruktur Naaja Nathanielsen (IA), fordi hun med jobbet har overtaget en varm kartoffel med hensyn til lufthavnsprojektet i Qaqortoq.

Efter to udbud på opførelsen viser det sig nemlig, at de budgetterede 670 millioner langt fra rækker til en lufthavn med en banelængde på 1500 meter.

Kalaallit Airports har meldt ud, at projektets udvikling kræver én af to ting. Enten skal der findes betydeligt flere penge, da seneste udbud resulterede i et tilbud på mere end én milliarder kroner, ellers skal banelængden kortes ned, så man både sparer på anlæggelse af bane, og så man kan lave terminalbygningerne mindre.

Rapporten peger på kortere bane

Og nu har Naaja Nathanielsen fået en rapport i hånden, som konkluderer, at en bane på 1199 eller 1000 meter er den bedste løsning.

- Jeg synes 1199 er et godt alternativ til den oprindelig plan. Den er billigere og kan stort set det samme. Det er da et relevant bud vi er nødt til at forholde os til især set i lyset af, at der ikke ligger nogle penge klar til at bygge for på nuværende tidspunkt, siger Naaja Nathanielsen til Sermitsiaq.AG.

Udgifter til etablering og reinvesteringer i en 30-årig periode af en lufthavn med 1199 meter landingsbane anslås i den nye rapport til at koste omkring 300 millioner kroner mindre end den planlagte banelængde på 1500 meter, som vil koste over en milliard.

Vil have bredt flertal

Naaja Nathanielsen understreger, at det kræver et flertal blandt medlemmerne af Inatsisartut hvis banelængden skal ændres, og at hun håber på en bred aftale.

- Det skal ikke være et smalt flertal der tager denne beslutning, når det påvirker landsklassen så drastisk. For mange politikere vil det være betryggende at kommunen melder ud, hvad de mener om rapporten og de forskellige scenarier, før der tages en beslutning. Jeg er parat til at træffe en afgørelse, når der har været en god dialog, siger Naaja Nathanielsen.

De overordnede budskaber er blevet fremlagt for Kujalleqs kommunalbestyrelse, som har fået rapporten i dag, og Naaja Nathanielsen forventer, at de næste 14 dage står i dialogens tegn.

Langt bedre løsning med kortere bane

Overordnet set, så er der nogle konklusioner som er værd at lægge mærke til, mener Naaja Nathanielsen.

- Det der overrasker mig mest i forhold til de forskellige scenarier er, at den planlagte bane er en dårligere løsning, end hvis man beholder lufthavnen i Narsarsuaq, som fungerer i dag, siger hun.

Det er simpelthen meget dyrere at bygge den planlagte lufthavn med 1500 meter landingsbane end at reparere og vedligeholde den, der allerede er i Narsarsuaq.

- Den planlagte banelængde på 1500 meter er rent faktisk den dårligste løsning, og man vinder meget ved at lave en landingsbane på 1199 i stedet for, siger Naaja Nathanielsen.

Banen på 1199 meter vil i øvrigt kunne forlænges til 1500 med tiden, da den vil skulle anlægges samme sted som den planlagte.

- På trods af at banen er kortere vil man opnå næsten samme operationelle muligheder som ved den 1500 meter lange bane. Altså blandt andet, er der er mulighed for flyvninger til og fra Island, siger Naaja Nathanielsen.

Powered by Labrador CMS