Munck Gruppen om brud på regler: Ingen kommentarer

Munck Gruppen ønsker ikke at kommentere på oplysninger om, at reglerne om karantæne blev brudt i forbindelse med, at én af selskabets medarbejdere blev testet positiv for coronavirus.

Under et pressemøde tirsdag fortalte landslægen, at reglerne om karantæne ikke blev fulgt i forbindelse med, at en medarbejder fra Munck Gruppen blev testet positiv for coronavirus, efter at vedkommende var ankommet til Grønland.

- Det har været offentligt kendt i medierne, at der var nogle møder i Ilulissat, som der blev stillet spørgsmålstegn ved. Der har været tilfælde, hvor reglerne ikke blev fulgt, som de skal, sagde Henrik L. Hansen.

Sermitsiaq.AG har ad flere omgange været i kontakt med Munck Gruppen, men selskabet ønsker ikke at kommentere sagen og svare på spørgsmål om, hvorfor man ikke har overholdt reglerne om karantæne, når de sender medarbejdere til Grønland.

En talsmand fra Munck Gruppen siger til Sermitsiaq.AG, at man betragter sagen som en personalesag. Selskabet ønsker ikke at kommentere sagen yderligere, men understreger, at man har et tæt samarbejde med landslægen og vil følge de anvisninger, landslægen giver.

Borgester blev sendt hjem

Sagen medførte, at borgmesteren, kommunaldirektøren og en række andre medarbejdere i Avannaata Kommunia blev sendt hjem i karantæne, efter at de havde holdt møde med folk fra Munck Gruppen.

På tirsdagens pressemøde understregede landslægen, at indrejsende under ingen omstændigheder må holde møde med offentlige myndigheder, før de er blevet testet negative efter ankomsten til Grønland.

Powered by Labrador CMS