Mistillid preller af på Jens Immanuelsen

Selv om et flertal i fiskeriudvalget har udtrykt mistillid til Naalakersuisoq for Fiskeri Jens Immanuelsen er han ikke til sinds at gå frivilligt fra posten.

Jens Immanuelsen forklarer om Fiskerikommissionens arbejde, at det er normal proces, at et politisk udvalg først inddrages, når et givent lovforslag måtte ligge klar.

Naalakkersuisoq for Fiskeri Jens Immanuelsen tager til genmæle mod den mistillidserklæring, som oppositionen samt tre Siumut-medlemmer fremsatte onsdag.

I en meddelelse skriver fiskeridepartementet:

- Naalakkersuisut har nedsat en Fiskerikommission som arbejder ud fra et offentliggjort Kommissorium og Naalakkersuisut ser som alle andre frem til Fiskerikommissionens betænkning samt den efterfølgende politiske behandling. Naalakkersuisut har således ingen strategier eller prioriteter som hemmeligholdes for Fiskeriudvalget eller befolkningen, for den sags skyld, lyder det.

Jens Immanuelsen uddyber og forklarer processen om Fiskerikommissionens arbejde:

- Netop på grund af Fiskerikommissionens arbejdsform ved Naalakkersuisut ikke mere om kommissionens arbejde, end hvad Fiskeriudvalget kender til. Naalakkersuisut har ligesom Fiskeriudvalget og resten af befolkningen fået mulighed for at få præsenteret Fiskerikommissionens debatoplæg: Vores fisk – vores velfærd. Jeg er orienteret om, at udvalget er indkaldt til fremlæggelse af fiskerikommissionens debatoplæg, hvortil udvalgets formand og andre medlemmer ikke ønskede at deltage i. Hvis medlemmer af Fiskeriudvalget ikke har taget imod denne mulighed er det ikke Naalakkersuisut som skal sættes til ansvar.

Normal proces

- Den normale proces er at et udvalg først involveres i arbejdet med lovgivning når et forslag til et givent lovforslag ligger klar. Men med Fiskerikommissionens debatoplæg og betænkning som forventes til sommer har Fiskeriudvalget netop fået muligheden for at blive involveret tidligere i processen og med Kommissionens betænkning vil vi alle have et godt grundlag for den videre politiske behandling.

Jens Immanuelsen understreger, at han har deltaget i en lang række samråd, som fiskeriudvalget har indkaldt ham til.

- Jeg har svaret på alle spørgsmål som udvalget har fremsat både under samrådene og efterfølgende følgespørgsmål. På intet tidspunkt har der været ændringer i mine svar, og derfor står jeg uforstående over for Fiskeriudvalgets påstande om at jeg giver forskellige svar til udvalget. Hvis Fiskeriudvalget ønsker mere information står min dør altid åben og som altid er jeg klar til at besvare spørgsmål og henvendelser fra udvalget, siger understreger Jens Immanuelsen.

Powered by Labrador CMS