Fiskeriudvalg: Mistillid til Immanuelsen
Stolen under Naalakkersuisoq for Fiskeri Jens Immanuelsen vakler, efter at et flertal i fiskeriudvalget har erklæret sin mistillid til ham.
OBS: Rettet 13.47 idet Jens Danielsen er på orlov og erstattet af Erik Jensen, red.
I en pressemeddelelse oplyser formanden for fiskeriudvalget Henrik Fleischer, Siumut, at udvalgets ”officielle arbejde har lidt skade” og at naalakkersuisoqs arbejde er ”en meget rodet affære”.
Hele udvalget - med undtagelse af Demokraternes Steen Lynge - står bag mistillidserklæringen. Dermed undsiger Siumuts medlemmer, Henrik Fleischer, Mala Høy Kuko og Erik Jensen deres partifælle i Naalakkersuisut, og de får ikke overraskende opbakning af oppositionspolitikerne Aqqaluaq B Egede, Múte B. Egede og Partii Naleraqs Hans Enoksen.
Ulmende uro i Siumut
Mistillidserklæringen afslører en ulmende uro i partiet Siumut, der til sommer skal igennem et formandsvalg. Det store spørgsmål er, om Kim Kielsen vil rette ind og følge dagens mistillidserklæring og fyre Jens Immanuelsen. Eller alternativt frede sin naalakkersuisoq og afvente Fiskerikommissionens betænkning, hvorved Kim Kielsen risikerer at få et flertal imod sig, hvis de nævnte Siumut-medlemmer vil gå så langt.
Flertalsbegrundelsen
Flertallet begrunder sin mistillid således:
- Udvalget er bekymret over den megen lukkethed, der udvises fra pågældende Naalakkersuisoq i forbindelse med arbejdet med den nye fiskerilov, som får stor indvirkning på indtjeningen og arbejdsstyrken i samfundet, der ikke varetages på redelig og oplyst grundlag, hvilket gør det endnu mere bekymrende. Udvalget kan på ingen måde acceptere arbejdet, der udføres uden mål, hvor Naalakkersuisut i lukkethed prioriterer og samarbejder med personer med økonomiske interesser? Man er vidende om, at Naalakkersuisut´s manglende klare politiske målsætning for fiskeri kan skade samfundet, hedder det i flertals-erklæringen.
- Naalakkersuisuts politiske mål i forbindelse med fiskerireformen kendes ikke af udvalget. Alt bliver udført under hemmelighedskræmmeri og til trods for, at opnåelse af politiske mål kunne ske i åbenhed og ved medinddragelse, er dette ikke sket hidtil. Det politiske arbejde skal ikke udføres på diktatorisk vis, men skal være inkluderende. Udvalget bør orienteres og medinddrages. I denne sag har dette ikke været tilfældet, og det må afstedkomme konsekvenser. Ikke mindst skal udvalgene i Inatsisartut gives korrekte oplysninger og bistås på redelig vis. Forskrifterne skal følges, også af Naalakkersuisut.
- Udvalget har problemer med at udføre sin kontrol i forbindelse med Naalakkersuisoq´s udførelse af konkrete udstukne opgaver, da Naalakkersuisoq for Fiskeri, Fangst og Landbrug gentagne gange ændrer stillingtagen. Naalakkersuisoq´s skiftende forklaringer om tidspunktet for færdiggørelse af politiske opgaver samt om hvordan opgaverne skal udføres politisk sætter store begrænsninger for opnåelse af resultater.
- Når udvalget har modtaget en oplysning fra Naalakkersuisoq vedrørende påtænkte eller igangsatte initiativer, varer det sjældent længe, før Naalakkersuisoq skifter mening – tilsyneladende uden tanke for, hvad han tidligere har oplyst til udvalget og uden efterfølgende at informere udvalget, når beslutningen omgøres.
- Den politiske servicering af Inatsisartut bør være god og troværdig. Udvalget skal kunne have tillid til de oplysninger, som udvalget modtager fra Naalakkersuisoq. Ellers umuliggøres udvalgets grundige arbejde med de omfangsrige og vigtige opgaver, som trænger sig på – og det kan ingen være tjent med, hverken udvalget eller samfundet. Udvalget opfordrer derfor til, at Formanden for Naalakkersuisut lader de beskrevne forhold få konsekvenser. Det er derfor svært at komme uden om, at Formanden for Naalakkersuisut bør reagere.
Demokraternes Steen Lynge mener, at det er forkert at begynde at blande sig og stille krav til Fiskerikommissionens arbejde.
Demokraternes mindretals-udtalelse
I en mindretalsudtalelser siger Demokraterne følgende:
- Demokraterne finder det vigtigt at fiskerikommissionen får arbejdsro og til sidst kommer med anbefalinger til forslag til den kommende fiskerilov. Der vil være rigelig mulighed for Inatsisartut at forholde sig til disse anbefalinger og som flertallet kan støtte eller forkaste.
- Samtidig er det et godt tegn at Naalakkaletsuisut ikke kommer med udmeldinger om faste politiske krav eller ønsker om bestemte konklusioner fra fiskerikommissionen.
- Demokraterne ønsker ikke at forholde sig til ukonkrete beskyldninger om skiftende politiske holdninger hos Naalakkersuisut.
- Demokraterne har fortsat tillid til Naalakkersuisoq for fiskeri, jagt og landbrug.