Millionbeløb skal kickstarte hjælp til sorg

En såkaldt sorglinje skal bemandes med folk, der selv har mistet.

Det Nationale Sorgcenter oplyser, at linjen målrettes grønlandske borgere over 13 år, der har mistet et familiemedlem eller en nær ven.

Hele 60 procent af voksne i Grønland har oplevet at miste nogen til selvmord, og det kan naturligvis ramme den enkelte rigtig hårdt.

Nu er der ny støtte på vej til borgere i sorg i form af en såkaldt sorglinje, som Det Nationale Sorgcenter i Danmark står bag.

Initiativet blev vedtaget i forbindelse med finanslovsforhandlingerne i Danmark i slutningen af sidste år, hvorfra projektet vil modtage 2,4 millioner kroner over to år. Dertil kommer, at Oak Foundation har givet yderligere 3,9 millioner kroner i støtte til projektet.

I en pressemeddelelse oplyser centeret, at linjen målrettes grønlandske borgere over 13 år, der har mistet et familiemedlem eller en nær ven:

Har du brug for at tale med nogen?

Alle børn, unge og voksne, som har brug for at tale eller skrive med nogen, kan kontakte Tusaannga.

Der sidder rådgivere klar til at hjælpe og rådgive dig om dine problemer, om disse så er store eller små. Ingen skal sidde alene med sine problemer. Vi hører dig.

Tusaannga kan kontaktes på tlf. 801180, SMS 1899 og har følgende åbningstider:
Hverdagene fra 9:00 – 22:00 (mandag – torsdag)
Weekenderne fra 16:00 – 04:00 (fredag – lørdag) og
Søndage fra 16:00 – 22:00

- Vi har gennem flere år gjort os erfaringer med en sorglinje i Danmark, men den erfaring kan vi ikke overføre 1:1 i Grønland. Skal den grønlandske sorglinje blive en succes er det altafgørende, at den bliver udviklet i dialog og samarbejde med de grønlandske huse, borgere, fagfolk og relevante sociale og sundhedsmyndigheder, der har indsigt i grønlandsk sorgkultur, udtaler direktør Preben Engelbrekt.

Ifølge sorgcenteret er det planen, at sorglinjen for borgere i Grønland skal bemandes af grønlændere, der selv har mistet.

Den store bidragyder Oak Foundation kendes fra en række andre sociale indsatser her i landet. Blandt andet har fonden givet tilsagn om støtte af et nyt hjemløsecenter i Nuuk med op mod 40 millioner kroner.

Direktøren i Oak Foundation håber, at sorglinjen for en 'vigtig start på et nødvendigt sorgberedskab':

- Skal bryde ond cirkel

- Der er brug for at få sat sorg på dagsordenen og bryde den onde cirkel mellem sorg og selvmord. Sorglinjen kan bidrage til denne samtale og være med til at nedbryde de mange tabuer om sorg i Grønland, siger Esther Nørregård-Nielsen, direktør i Oak Foundation Denmark.

Sorglinjen har været højt på prioriteringslisten for folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen (IA), som er glad for, at arbejdet nu går i gang:

- Det Nationale Sorgcenter har stor erfaring på området og derfor glæder det mig, at de nu går i gang med at udvikle et tilbud i samarbejde med folk hjemme i Grønland, siger hun.

Sorglinjen forventes etableret i løbet af 2022.

Powered by Labrador CMS