Mikael Petersen vil renses for anklager

Mikael Petersen, der i sidste uge blev fritaget for arbejdet som partisekretær i Siumut, har sendt sin opsigelse til formanden for Siumut Kim Kielsen.

Mikael Petersen har afleveret sin opsigelse til Kim Kielsen.

Mikael Petersen blev fritaget for tjeneste på grund af klager over hans adfærd, som er begrundet i sexchikane.

- Jeg har fået bekræftet af ledelsen i Siumut, at det handler om klager over sexchikane. Men de nærmere detaljer har jeg ikke fået at vide, oplyser Mikael Petersen, som mandag aften ryddede sit kontor i Inatsisartut-bygningen på Siumuts partigang.

Vil renses

- Nu vil jeg finde mig en dygtig advokat. Jeg kan ikke leve med, at anklagerne svæver i luften, uden at der er sket en politianmeldelse. Jeg vil renses. Ikke blot for min egen skyld, men også for min families skyld, siger den tidligere partisekretær Mikael Petersen.

Han forudser, at Siumuts ledelse ikke agter at foretage sig mere i sagen, da han nu er fortid i partiet.

- Jeg vil gøre, hvad der er muligt for at få kendsgerningerne frem. Jeg har gransket i min hukommelse for at finde ud af, hvad der kan være årsagen, men husker ikke nogen episoder, hvor jeg skulle have overtrådt en grænse, der kan betragtes som sexchikane, forklarer Mikael Petersen.

- Alle mennesker har forskellige opfattelse af, hvad der er sexchikane. Hvis nogen har misforstået min opførsel, så er det selvfølgelig meget beklageligt. Men der skal ikke herske tvivl om, at det aldrig har været min hensigt at udøve sexchikane mod nogen, uddyber Mikael Petersen.

Jobmuligheder

Han indrømmer, at det er en svær og turbulent tid, men det glæder ham, at han allerede har fået henvendelser om jobmuligheder.

Sermitsiaq.AG har talt med flere medlemmer af Siumuts hovedbestyrelse, der ikke ønsker at udtale sig om sagen. Medlem af hovedbestyrelsen og Siumuts forretningsudvalg, Evelyn Frederiksen, har ingen kommentarer og begrunder det med, at der er tale om en personalesag.

Powered by Labrador CMS