Mikael Petersen fortsætter karrieren for nyt parti
Partii Naleraq har ansat Siumuts tidligere partisekretær Mikael Petersen til at varetage partiets administrative ledelse. Mikael Petersen blev for få måneder siden anklaget for sexchikane af ti kvinder, hvilket endte i hans afgang fra Siumut.
Det er en enig hovedbestyrelse og Inatsisartut gruppe, der har godkendt indstillingen om at ansætte Mikael Petersen som partisekretær for Partii Naleraq. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra partiet onsdag.
- Mikael får første arbejdsdag 1. april 2020, og vi glæder os til det fremadrettede arbejde sammen, skriver de.
Mikael Petersen og Siumut afbrød samarbejdet efter en sag om sexchikane, der eskalerede, da ti kvinder stod frem med anklager mod Mikael Petersen om systematiske og gentagne seksuelle krænkelser.
Men den sag vil Partii Naleraq ikke kommentere på i forhold til ansættelsen.
-Vi ansætter jo ikke en mand med plettet straffeattest, siger Pele Broberg til Sermitsiaq.AG, da vi spørger til de nylige anklager.
-Vi kan ikke forholde os til interne sager i Siumut. Vi vil ikke udtale os om det med sexchikane. Vi har rene retningslinjer om sexchikane i partiet, og dem forventer vi, at alle overholder.
Vil ikke tage stilling til kvindernes anklager
Men er det ikke et dårligt signal at sende at ansætte en mand, der er blevet anklaget for sexchikane af ti kvinder?
- Så længe han ikke er politianmeldt, så kan vi ikke forholde os til, hvorvidt det er seriøst.
Mener I, at de ti kvinder, der er stået frem, lyver?
- Vi vil ikke tage stilling til, hvad der foregår i Siumut, og om de bruger den slags til magtkampe. Når man koordinerer sådan en kampagne, så må man også kunne gå skidtet videre. Hvis det er overgreb, så skal man politianmelde det, siger Pele Broberg.
For at et overgreb kan meldes til politiet, skal det være af særlig grov karakter, så det kommer under den paragraf, der omhandler blufærdighedskrænkelse eller voldtægt. Ifølge Grønlands Politi så vil en sag om sexchikane ofte blive behandlet i regi af fagforeninger som noget arbejdsretsligt.
Anklagerne mod Mikael Petersen lyder blandt andet på, at han har opfordret kvinderne til at røre ved hans kønsdele, at han har klappet dem i bagdelen, og at han har opfordret dem til sex foran kollegaer.
Ingen sexchikane i Partii Naleraq
Mikael Petersen gik i første omgang ud og afviste alle anklager, men han indrømmede senere overfor den danske avis Ekstra Bladet, at han har klappet én i røven og måske overtrådt nogle grænser, men at det ikke var hensigten at udøve sexchikane.
Pele Broberg understreger, at der ikke er nogen slinger i valsen, når det kommer til sexchikane i Partii Naleraq.
- Vi har helt klart fra starten af kigget på de forhold, der har været i Siumut og afklaret, hvad der skulle afklares, så vi kan skabe trygge rammer for alle vores medarbejdere her i partiet, siger han.
Mikael Petersen er den rette mand til at styre den daglige administration i partiet, mener Pele Broberg.
- Han har mange års erfaring i det her system, og han kan være med til at opbygge partiet. Han kan også være med til at styrke vores position på kysten, slutter Pele Broberg.
Mikael Petersen startede sit virke i Siumut tilbage i starten af 80'erne.