Melodi Grand Prix: DR afviser SMS-problemer

DR's underholdningschef Jan Lagermand Lundme afviser over for BT, at der har været problemer med SMS-afstemningen ved gårsdagens danske Melodi Grand Prix.

Lige så snart vinderen ved dansk Melodi Grand Prix 2019 var slut, glødede Facebook med brugere fra både Grønland og Danmark, der skrev, at deres stemme ikke blev godkendt af DR under afstemningen i finalen.

Flere brugere, der stemte på Julie Berthelsen og Nina Kreutzmann Jørgensens sang ”League og Light” mente, at deres stemme ikke blev registreret.

Men det afviser DR’s underholdningschef Jan Lagermand Lundme over for bt.dk.

- Vi har ikke oplevet nogen fejl i vors SMS-afstemning. Det ville vi have opdaget meget hurtigt. Og vi har fået masser af stemmer fra Grønland, siger han til bt.dk.

Han opfordrer ifølge bt.dk til, at man hiver fat i DR, hvis man stadig mener, at éns stemme ikke blev registreret.

Tele-post undersøger sagen

Tele-Post oplyste til Sermitsiaq.AG i går, at man er i gang med at undersøge, om alle SMS-stemmer via Tele-Post er blevet registreret. Noget tyder nemlig på, at der har været et problem med teknikken.

- Vores teknikere er i gang med at undersøge sagen. Det handler om at man ikke kan stemme på samme sang flere gange. Men da Nine og Julie går i finalen er der jo mulighed for at stemme igen, oplyste kommunikationsmedarbejder i Tele-Post, Paarnaq Hansen til Sermitsiaq.AG.

Tele-Post har også, med baggrund i kundernes oplevelser taget kontakt til udbyderen i Danmark, som Danmarks Radio benytter.

Alle SMS’er er registreret

DR’s underholdningschef mener, at alle SMS-stemmer blev registreret og talt med under finalen i Dansk Melodi Grand Prix, skriver bt.dk.

Over for bt.dk oplyser han, at det system Melodi Grand Prix bruger, lagrer alle telefonnumre der er blevet brugt til afstemningen. Han opfordrer brugere, der mener deres stemme ikke blev medtaget under optællingen til at tage kontakt til DR, så de kan tjekke op på, hvad der er sket, skriver bt.dk.

Han mener dog, at systemet ikke har fejlet.

- Jamen, der er ikke noget galt. Vi ville fange det lynhurtigt. Og vi har prøvet det her mange gange før, men det viser sig altid, at der er blevet stemt to gange, eller stemmen er afgivet for sent, siger han til bt.dk.

Powered by Labrador CMS