Der lukkes for rejser til Island

Den danske regering lukker luftrummet over Grønland, hvilket betyder, at man kun kan flyve ind i landet via Københavns lufthavn. Det sker på opfordring fra Naalakkersuisut, for at sikre Grønland mod stigende smittetryk i andre lande.

Offentliggjort

Allerede den 23. oktober meldte coronastaben ud, at der blev arbejdet på at få den danske regering til at lukke grænsen mellem Island og Grønland.

I en pressemeddelelse fredag oplyser Naalakkersuisut, at luftrummet over Grønland fra mandag den 9. november lukkes, og at der derfor kun kan ske indflyvning til Grønland fra Københavns lufthavn. Visse typer flyvninger undtages, som f.eks. nødflyvninger, lyder det.

Selvstyret oplyser, at den øgede kontrol over indgangen til Grønland sker som en ekstra foranstaltning, der skal beskytte Grønland i forhold til Coronasmitten.

Landslægen bekymret over smittespredning

Landslægen udtalte på pressemødet den 23. oktober bekymring over den fortsat stigende smittespredning i Danmark og resten af Europa, og han mener derfor, det er mere sikkert, at rejsende kun kommer ind i landet via én lufthavn.

Fordelen ved Kastrup er blandt andet, at det er samme politienhed, der arbejder der, som her i landet, og at man med Danmark har klare aftaler om, hvilke testtype der bruges, og hvordan resultaterne kontrolleres af Air Greenland, før passagerer får lov at komme ombord på fly til Grønland.

Det vides endnu ikke hvor længe lukningen vil være gældende.

Powered by Labrador CMS