tema: naturens tagselvbord

Lover billigere fødevaretransport

Nu bliver det lettere og billigere for privatkunder at flyve en hvalbøf fra Qaanaaq til Qaqortoq

Air Greenland har et nyt fragtprodukt til sine privatkunder
Offentliggjort

Artiklen er opdateret klokken 11.14 med priseksempler fra Air Greenland

Nu kan private kunder billigere sende grønlandsk mad med flyet. Air Greenland introducerer nemlig et nyt fragtprodukt.

Det hedder ‘Mamaq’ ('smager godt', red.), og med det lover flyselskabet, at det bliver billigere at sende grønlandsk proviant fra by til by.

Mamaq-ordningen gælder både, hvis du vil sende ferske og frosne fiske-, kød- og landbrugsprodukter. Og det tilbydes året rundt i en række byer og bygder.

Vil hjælpe en trend
- Der er en stigende interesse for at købe grønlandsk proviant, og vi ser et uudnyttet potentiale. Derfor gør vi vores fragtprodukt målrettet grønlandske fødevarer enklere. Det håber vi selvføgelig vil være med til at øge interessen yderligere for grønlandske råvarer, siger Air Greenlands kommercielle direktør, Christian Keldsen.

Når man indleverer sin pakke, forudbetaler man en fast pris, uanset hvilken by man sender til eller fra.

Enklere og billigere
Med Mamaq koster det nu 300 kroner for en pakke på 1-10 kilo og 500 kroner for en pakke på 11-20 kilo.

Bliver det billigere for alle nu, Christian Keldsen?

- Ja. Det bliver en væsentlig forenkling og prisnedsættelse.

Hvor meget billigere?

- Det er svært at sige endegyldigt, fordi det afhænger af, i hvilke byer man vil sammenligner de nye priser med de gamle. Og før var vores strukturen meget kompleks.

Store prisfald
Sermitsiaq.AG har fået tilsendt et par priseksempler fra Air Greenland:

Før kostede en ti kilo proviantpakke fra Maniitsoq til Uummannaq 704,50 kroner. Nu er den faste pris på 300 kroner inklusive gebyrer.

Før kostede en 20 kilo proviantpakke Maniitsoq til Uummannaq 1.084 kroner, nu er den faste pris på 500 kroner.

Også rabat på korte stræk
Den gamle pris på de samme to kilomængder varierer på strækningen Ilulissat til Aasiaat, hvor den var 515 kroner for en ti kilos proviantpakke og 705 kroner for 20 kilo.

Den nye faste 'Mamaq-pris' er også 300 og 500 kroner ligesom eksemplet fra Uummannaq-Maniitsoq-eksemplet. Se Air Greenlands fragtpriser for der hvor du bor.

I faktaboksen kan du se, i hvilke byer og bygder man kan flyve proviant til Air Greenlands nye priser.

Naturens Tagselvbord' er månedens tema på Sermitsiaq.AG. Fokus i august er på de fødevarer omkring os i naturen, som alle har adgang til - Læs artiklerne her

Powered by Labrador CMS