Louise Lynge Berthelsen stopper i ACB

Louise Lynge Berthelsen har valgt at søge nye udfordringer og stopper som direktør for Arctic Circle Business ved udgangen af 2020, efter blot ni måneder på posten.

Arctic Circle Business, det lokale erhvervsråd i Qeqqata Kommunia, skal til at søge en ny direktør.

Louise Lynge Berthelsen har nemlig valgt at søge nye udfordringer og opsige sin stilling som direktør i ACB per den 31. december 2020 – efter blot ni måneder på posten.

Louise Lynge Berthelsen har haft til opgave at styrke det lokale erhvervsliv, iværksætteriet og turismebranchen i Qeqqata Kommunia siden marts 2020.

Tid præget af COVID-19

- Den første tid på sekretariatet blev alt andet end rolig. En uge efter opstart brød covid-19 ud i Danmark, og man lukkede grænserne og indførte restriktioner i Grønland for tilrejsende. Dette resulterede i et blødende turisme-, restaurations- og hotelerhverv.

- Derfor var opstarten præget af en masse vitale opgaver for erhvervslivets fortsatte udvikling og i særdeleshed input til udarbejdelsen af hjælpepakkerne, lyder det i en pressemeddelelse fra Arctic Circle Business.

- Louise har på den korte tid formået at styrke organisationsstrukturen og skabt endnu større kendskab til Arctic Circle Business arbejde ikke kun nationalt, men også internationalt.

ACB oplyser i sin pressemeddelelse, at der har været fokus på en stærkere lokalforankring af organisationen, herunder bl.a. oprettelse af et nyt Bygge- og Anlægsråd, et fremtidigt Handelsråd og en start up café i det nye år, under Louise Lynge Berthelsens ledelse.

Powered by Labrador CMS