Iværksætter ny direktør for Arctic Circle Business

Louise Lynge Berthelsen forlader Nuuk Couture og skal fremover være direktør for det lokale erhvervsråd i Qeqqata Kommunia

41-årige Louise Lynge Berthelsen bliver ny -direktør Arctic Circle Business

Det bliver den 41-årige Louise Lynge Berthelsen fra Nuuk, der bliver ny direktør for Arctic Circle Business.

Hun efterfølger dermed Juliane Henningsen, der nu er kommunaldirektør for Qeqqata Kommunia, som direktør for kommunens erhvervsråd.

Fokus på vækstmuligheder

- Jeg ser frem til, at indgå i teamet i Arctic Circle Business og arbejde sammen med en stærk bestyrelse på, at nå i mål med alle igangværende projekter. Jeg vil også arbejde frem mod at sætte nye målsætninger der arbejder ud over landets grænser og forstærker erhvervslivet i regionen, siger Louise Lynge Berthelsen, der er kendt af mange, som iværksætteren og erhvervskvinden bag blandt andet Nuuk Couture, som hun forlader i slutningen af februar.

- Vi er en medlemsbaseret organisation med et tæt samarbejde med kommunen. Vi vil også gerne sætte større fokus på de eksisterende erhverv og virksomheder og deres muligheder for vækst. Derfor var det et naturligt valg at ansætte en kapacitet som Louise Lynge Berthelsen, fordi hun med ildhu og stor erfaring har vist resultater indenfor iværksætteri, eksport og rådgivning, siger Anette Lings, der er formand for Arctic Circle Business.

Louise Lynge Berthelsen starter i Arctic Circle Business 1. marts.

Powered by Labrador CMS