Ligestillingsråd fejrer deres dag med dialogspil

På National Ligestillingsdag den 20. maj vil Grønlands Ligestillingsråd lancere et dialogspil, der skal udfordre ligeværdighedsbegrebet i fællesskabet.

”Aperilaa” (”Må jeg lige spørge, red.) er et dialogværktøj, som Grønlands Ligestillingsråd sammen med konsulentvirksomheden Greattalks har udviklet som skal lanceres på national ligestillingsdag den 20. maj.

Spillet er et virtuelt værktøj, der udfordrer og styrker begrebet ligeværdighed i fællesskabet.

- Vi mennesker er ikke født med de samme forudsætninger eller udgangspunkt, og vi har hver vores livsfundament, som kan være meget forskellige fra den ene til den anden. Og, vi har hver især forskellige livserfaringer med os, skriver Grønlands Ligestillingsråds formand, Kathrine Bødker i en pressemeddelelse.

Det virtuelle værktøj indeholder forskellige temaer med en række spørgsmål, som deltagerne kan bruge til at tale om ligeværdighed. Pointen med dialogspillet er, at gøre deltagerne opmærksomme på, at mennesker har lige værd, selvom de kan være uenige i principielle spørgsmål.

Inklusion er lige med accept

Spørgsmålene i dialogværktøjet ”Aperilaa” er udviklet i workshops i samarbejde med forskellige repræsentanter fra det grønlandske samfund.

- Trods vores forskelligheder bør vi føle os som en del af et fællesskab, men under hele processen var det tydeligt, at der er et stort behov for at udfordre og italesætte ligeværdighed mellem mennesker. Når vi taler om ligeværdighed, handler det ikke kun om, at alle skal deltage i et fællesskab, men at det skal handle om, at alle skal kunne indgå i et fællesskab, som ikke er stigmatiserende eller ekskluderende, lyder det om udviklingen af spillet.

- Inklusion er lig med accept af mangfoldighed, og styrken ved mangfoldighed er at kunne rumme og anerkende individuelle forskelle, som skal behandles med accept og respekt, skriver Kathrine Bødker.

Formålet med dialogværktøjet er at skabe fællesskaber, der har forskellige værdier som de respekterer og accepterer.

NunaFonden har støttet projektet med dialogværktøjet ”Aperilaa”.

Powered by Labrador CMS