Landslægen: De nye tests letter arbejdet

De 5.000 tests, som Grønland har indkøbt af det amerikanske firma Cepheid, letter arbejdet med at undersøge patienter for covid-19. Mulighed for at købe apparater, som kan bruges på kysten, undersøges.

Testcentret i Nuuk, som blev etableret sidste måned, lukkes ned. Og fremover undersøges testene i en maskine, som i forvejen er i Nuuk og derfor velkendt for sundhedsvæsenet.

- Det er et mere avanceret system, der samtidig kan betjenes af sundhedspersonalet lokalt. Og så er den mindre omkostningstungt. Det testcenter, vi brugte tidligere, var meget omkostningstungt, da der skulle ti tilkaldte eksperter til at betjene det, siger Henrik L. Hansen til Sermitsiaq.AG.

De nye testsæt koster 518 kr per stk. samt forsendelse med luftfragt til Nuuk. Henrik L. Hansen oplyser, at man endnu ikke har opgjort regnskabet for aftalen med Amplexa A/S, hvor man etablerede et testcenter i Nuuk.

Patienter vil blive undersøgt som før, hvor man tager prøver fra svælget og næsen ved podning. Undersøgelsen af podningen ændres blot, så man anvender nogle særlige kits, som anbringes i den maskine, der foretager analyserne.

Også kan man forvente svar fra testen indenfor en time.

Maskiner til kysten

Landslægen oplyser, at man fortsat arbejder for at få apparater ude på kysten, så man også kan foretage undersøgelser af prøverne lokalt.

- Det er ikke et frit marked, for efterspørgslen på apparaterne er meget stor i hele verden. Vi arbejder fortsat på at indkøbe nogle mindre maskiner, som man kan bruge ude på kysten, siger han.

Indtil videre vil prøverne fra kysten fortsat blive analyseret i Nuuk.

Grønland har været fri for covid-19 i over en måned, hvor det sidste tilfælde fik taget en prøve i slutningen af marts. Ingen af de 11 personer, der har haft sygdommen covid-19 har haft behov for indlæggelse, og de er alle raskmeldte.

Powered by Labrador CMS