Landslæge: Deltavariant kommer også til Grønland
Landslægen advarer om smittefarlig variant af corona, som er nået til Danmark og Færøerne. Han regner med at varianten - kaldet Delta - også kommer til Grønland indenfor den nærmeste fremtid.
På Færøerne har man fået 34 nye smittede på tre dage, hvor af en del er Deltavarianten, som i øjeblikket står for over halvdelen af alle smittede i Danmark.
Varianten er langt mere smitsom end andre varianter og bekymrer derfor landslæge Henrik L. Hansen. Han opfordrer til at overholde anbefalinger om afstand for alle indrejsende uanset, om man er vaccineret eller ej.
- Det er ikke overraskende, at den er kommet til Færøerne, når over halvdelen af nye tilfælde i DK er Deltavarianten, siger landslæge Henrik L. Hansen.
Landslægen regner heller ikke med, at det varer længe, før den gør sit indtog i Grønland.
Vaccinerede kan bære smitte
Han påpeger, at den højere smitterisiko betyder, at det er endnu vigtigere, at vaccinationsprogrammet kommer i hus, og at man er opmærksom på anbefalinger om at holde afstand, når man rejser ind i landet.
- Man skal ikke have mere kontakt end højest nødvendigt. Så derfor anbefaler vi alle at holde afstand. Undgå nærkontakt ud over det absolut påkrævede, for det er ved nærkontakt, at man smitter, siger han.
Landslægen understreger, at det både gælder for folk, der er vaccineret og folk, der ikke er.
- Det tyder på, at folk, der er vaccineret, fortsat kan være raske smittebærere af deltavarianten. Vi ved ikke, hvor stor risikoen er, men den er der og det forekommer, siger han.