Kvinde under anklage: Vold, spritkørsel og forsøg på manddrab

Kvinden er tiltalt for i alt 25 forhold - heriblandt vold, spirituskørsel samt trusler om vold mod et medlem af Inatsisartut.

Offentliggjort

En sommerdag i juli i Nuuk udspillede der sig et drama på åben gade, da en 45-årig mand blev stukket med en kniv.

Manden vaklede rundt på offentlig vej forfulgt af kvinden. Han havde blod på den ene eller begge hænder og begge virkede berusede, fortalte et øjenvidne dengang til Sermitsiaq.AG.

I begyndelsen af januar skal sagen for retten. Her er en 31-årig kvinde er tiltalt for forsøg på manddrab.

Tiltalen lyder på, at kvinden stak manden i venstre side af brystkassen med en fileteringskniv med en bladlængde på 25 cm. Ved knivstikket klappede mandens ene lunge sammen, og han pådrog sig potentielt livstruende skade. Det fremgår af anklageskriftet, som Sermitsiaq.AG har fået aktindsigt i.

Løb fra stedet

Kvinden er også tiltalt for at skulle have sagt 'skal du have flere knivstik' og 'skal jeg stikke dig igen', hvorefter kvinden løb fra stedet, da forbipasserende borgere råbte til hende.

Kvinden blev anholdt umiddelbart efter episoden, og i forbindelse med grundlovsforhøret oplyste politiet, at hun erkendte at have stukket manden, men hun nægtede, at det var med henblik på at dræbe.

Der er afsat hele fem retsdage til sagen, da kvinden også er tiltalt for en lang række andre forhold. Forholdene er ifølge anklageskriftet blevet begået mellem 8. oktober 2019 og 28. juli 2021, hvor knivstikkeriet fandt sted.

Det indbefatter flere tilfælde af tyveri, forsøg på tyveri, databedrageri og vold. Derudover er kvinden også tiltalt for krænkelse af offentlig myndighed ved at have truet et medlem af Inatsisartut i forbindelse med vedkommendes hverv som folkevalgt.

Går efter fire år og seks måneder

Kvinden skal ifølge anklagen blandt andet have skrevet til Inatsisartut-medlemmet via Messenger: 'Jeg glæder mig til at se dig din lille kælling. Vær klar på at blive skilt ad.'

Kvinden har også en episode med spirituskørsel bag sig, hvor hun ifølge politiet blev stoppet i Nuuk i marts i år med en promille på ikke under 1,73. Kvinden havde desuden ikke kørekort.

Anklageren går efter anbringelse i anstalt i fire år og seks måneder. Derudover kommer en bøde på 20.000 kroner for overtrædelser af færdselsloven samt flere krav om erstatning og godtgørelser, der i alt beløber sig til cirka 86.000 kroner.

Kvindens forsvarer oplyser til Sermitsiaq.AG, at hun ikke har nogen kommentarer til anklagerne foreløbigt.

Stormvarsel for Tasiilaq
DMI har udsendt et kategori 2 stormvarsel for Tasiilaq, gældende fra den 6. marts 2024 kl. 09.00 til den 7. marts 2024 kl. 01.00. Stormen vil have vindhastigheder på 25-27 m/s fra nordøst, med...
Vellykket Snow Fest fejrede kreativiteten
Med en imponerende blanding af sne, musik og fællesskab blev årets Snow Fest i Nuuk afsluttet i weekenden. Mens den officielle vinder blev kåret, deltog de besøgende også aktivt i begivenheden, og...
Powered by Labrador CMS