kun få prøver
Kvaliteten af bygdevand ukendt
Der er ikke blevet taget de nødvendige vandprøver i flere bygder i over to år
Artiklen er rettet klokken 11.38 fredag, så det fremgår klarere, at selvstyret og Nukissiorfiit deler ansvaret med at måle vandkvalitet
Det er alment kendt, at der kan være endog meget svingende drikkevandskvalitet i flere byer og bygder.
En mindre kendt sandhed er, at selvstyret og Nukissiorfiit slet ikke måler vandkvaliteten mange steder i landet regelmæssigt.
Det fortæller Qanorooq.
Bygdeformand reagerer
Adskillige bygdevandværker har ikke fået taget vandprøver, og det er formanden for bygdeforeningen Kanunupe, Hans Kristian Therkelsen frustreret over.
- Det er chokerende og uacceptabelt, siger han til Qanorooq.
- Det er ønskeligt, at alle vandværker undersøges mindst et par gange om året. Det har beboerne i bygderne behov for, for de er også en del af samfundet
En rapport om drikkevandskvalitet i årene 2011-13 viser, at der i flere bygder ikke er taget de nødvendige vandprøver i over to år, selvom Nukissiorfiit og selvstyret er forpligtet til at tage prøver.
Lille andel fik besøg
I 2012 var det kun 37 procent af bygderne, som fik tjekket biologisk vandkvalitet af selvstyret.
Nukissiorfiit, som i den periode var ansvarlig for at indsamle de fysisk-kemiske vandprøver i bygder, havde samme år kun nået 59 procent af bygderne.
Hos forsyningsselskabet erkender man, at man var dårlige til at tage prøver i årene 2011-13.
- Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, siger afdelingschef i Nukissiorfiit Peter Wenzel Kruse til Qanorooq.
Han forklarer den meget svingende mængde vandprøver med, at det har været dårligt vejr nogen steder, og det har gjort det svært for prøverne at nå frem i tide til et laboratorie i Danmark.
Gentagne prøver i store byer
Efter rapporten i 2014 nåede forsyningsselskabet op på at have gennemført 86 procent af de målinger, de havde planlagt.
I 2015 har Nukissiorfiit planlagt at indsamle i omegnen af 160 vandprøver, hvoraf en stor del af dette tal dækker over gentagne prøver i de større byer.
Nukissiorfiit er ikke forpligtet til at tage mikrobiologiske vandprøver blot kemiske og fysiske prøver af indhold af for eksempel tungmetaller. Selvstyret skal stå for de biologiske prøver (se faktaboks til højre for artiklen).
Se også:
793 boliglejere skal betale mere for vand
Bakteriefund i vand: Her er synderen