Kun få sager med illegale udlændinge - men opdatering af lov er rettidig omhu

Politiet oplever i dag kun få sager med illegale udlændinge, men det er alligevel en god idé at få opdateret udlændingeloven, fordi kriminelle netværk kan få øjnene op for Grønland som en port til rigsfællesskabet i en fremtid med flere internationale ruter til Grønland, vurderer politidirektør.

Fremtiden med nye lufthavne kan byde på flere internationale ruter og dermed øget risiko for ulovlig indrejse eller grænseoverskridende kriminalitet. Derfor er det godt, at udlændingeloven nu ser ud til at blive opdateret, vurderer politidirektør Bjørn Tegner Bay.

Den danske regering har for nylig sendt en opdatering af udlændingeloven for Grønland i høring.

Det sker efter, at politikere gennem flere år har været kritiske overfor, at udlændingeloven for Grønland ikke er blevet opdateret siden 2001, hvorimod den danske er blevet tilpasset adskillige gange siden.

Hos Grønland Politi fortæller politidirektør Bjørn Tegner Bay, at politiet i dag ikke oplever de store udfordringer med illegal indvandring og grænseoverskridende kriminalitet fra lande uden for rigsfællesskabet:

- Men vi ser hvert år enkeltstående sager, hvor udlændinge er indrejst – eller forsøger at indrejse – ulovligt, udtaler politidirektøren.

Globalisering vil blive mere udtalt

Han understreger, at politiet er glade for den opdatering af lovgivningen, der er på vej og kalder det rettidig omhu, fordi Grønland er en del af en stadigt mere globaliseret verden:

- Når mennesker krydser grænser, flytter kriminaliteten og risikoen for ulovlig indrejse med. Denne udvikling vil efter vores opfattelse kun blive endnu mere udtalt i de kommende år. Både på grund af den generelle globale udvikling, men også mere konkret med udsigt til de nye lufthavne og sikkert også nye internationale ruter ud af Grønland og rigsfællesskabet på sigt, siger politidirektøren og fortsætter:

- Derfor er det efter vores opfattelse rettidig omhu at sørge for at opdatere lovgivningen, så den er tidssvarende og enslydende med resten af rigsfællesskabet, så vi i Grønland er så godt rustet som muligt til at stå imod et forventet øget pres i nærmeste fremtid.

Kriminelle netværk kan 'opdage' Grønland

Konkret siger han, at man med opdateringen kan minimere risikoen for, at illegale immigranter og kriminelle spekulerer i, hvor i rigsfællesskabet lovgivningen er mest lempelig:

- Den form for spekulation ser vi i dag kun meget sjældent, men i takt med globaliseringen og den stigende opmærksomhed på Arktis, så forventer vi, at risikoen for spekulation stiger.

- Sagt på en anden måde, så må man forvente, at kriminelle netværk også på et tidspunkt opdager Arktisdebatten og dermed bliver opmærksomme på Grønland – eksempelvis både som en vej ind og ud af Rigsfællesskabet, men også som en transitmulighed mellem Europa og Nordamerika, lyder det fra Bjørn Tegner Bay.

Powered by Labrador CMS