Naalakkersuisut ser på mulighed for fridag på solhvervs dag
Naalakkersuisut afdækker mulighederne for at gøre årets korteste dag til en fridag, oplyser naalakkersuisoq i et paragraf 37-svar til Kristian Jeremiassen.
Solhverv skal være en fridag. Det har Kristian Jeremiassen, medlem af Inatsisartut for IA, slået på tromme for i en rum tid, ligesom flere andre.
Senest i et paragraf 37-spørgsmål til Naalakkersuisut, hvor han vil have svar på, om Naalakkersuisut har i sinde at fremsætte et forslag, som skal bane vej for Jeremiassens ønske: at gøre den korteste dag til en helligdag.
Men det er der ikke behov for, mener Peter Olsen, naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, idræt og kirke.
Det skyldes, at Naalakkersuisut allerede er i gang med en afdækning af mulighederne for at gøre den korteste dag til en fridag, oplyser han.
Afdækning af konsekvenserne
Kristian Jeremiassen mener, at fridagen på store bededag, som ser ud til at blive afskaffet i Danmark, skal gøres til en almindelig dag herhjemme som erstatning for en fridag på Vinter solhvervsdag.
Men den løsning går ikke hånd i hånd. Det skyldes som bekendt, at den danske regerings lovforslag om afskaffelsen af store bededag hverken gælder for Grønland eller Færøerne.
Det står ikke desto mindre klart, at hvis solhvervet skal gøres til en helligdag, så kræver det ifølge naalakkersuisoq en afdækning af økonomiske og administrative konsekvenser - og ikke mindst lovgivning herom.