Flag-fejl
Folketingsmedlem: Flagsag udstiller uvidenhed
Flere offentlige bygninger var i anledning af Færøernes første officielle flagdag kommet til at hejse et forkert flag
Sjúrður Skaale, der er færøsk medlem af Folketinget for det socialdemokratiske parti Javnaðarflokkurin, troede det måtte være en joke, da han hørte, at flere statslige bygninger havde hejst et forkert færøsk flag.
Læs: Folketingsmedlem undrer sig over flagdag
Lavede sjov?
- Det må være Photoshop. Det kan ikke lade sig gøre. Det må være en fejl. Der må være nogen, der laver sjov med det, fortæller Sjúrður Skaale om sin umiddelbare reaktion på fadæsen.
Den 29. juli er den første officielle flagdag for Færøerne. Det var i marts i år, at Statsministeriet besluttede at indføre officielle flagdage for Færøerne og Grønland.
Byttet om
Men flere bygninger kom i dagens anledning til at hejse et forkert flag, hvor der var byttet om på den røde og blå farve. Blandt andet Børsen og Københavns Universitets hovedbygning på Vor Frue Plads i København.
Det udstiller ifølge Sjúrður Skaale danskernes uvidenhed om Færøerne.
Læs: Forkerte færøske flag forstyrrer på flagdag
Mangler viden
- Det viser, at der i den grad er ufattelig stor mangel på viden om Færøerne i Danmark, siger den færøske politiker og tilføjer:
- Der er mange færinger, der også ser det som manglende respekt.
Også i Thorshavn
Men det var ikke kun i Danmark, at der blev hejst forkerte flag. I Thorshavn blev der ifølge Berlingske også hejst et forkert flag ude foran byens domhus.
Det bekræfter Sjúrður Skaale.
- Det kan ingen forstå, siger han og forklarer:
- De har undskyldt det, og fortalt, at det var en person uden for huset, der havde fået til opgave at hejse flaget. Det har åbenbart været en eller anden, som ikke har været bevidst om, at det var det forkerte flag.
Pinligt
TV2 har talt med den tekniske chef på Dahls Flagfabrik, Peter Østerbye, der har leveret flere flag, hvor der er byttet om på rød og blå.
- Det er frygteligt kedeligt. For Børsen og de andre steder, som har modtaget forkerte flag. Og det er pinligt for os, siger han til TV2.
Den 29. juli er også Færøernes nationaldag. Den grønlandske flagdag var 21. juni, som også er landets nationaldag.
/ritzau/