Kujalleq ønsker hjælp til strandede
Flere passagerer er strandet i Qaqortoq, og derfor må der sættes ekstraordinært ind, lyder det fra kommunen.
Arctic Umiaq Line tager ikke passagerer ombord og Air Greenland har suspenderet billetsalget uden for servicekontraktområderne frem til 16. januar. Derfor kan det blive svært for en række strandede passagerer at komme videre fra Qaqortoq.
Det har fået Kommune Kujalleq til at komme med et opråb: Der må sættes et ekstra fly og helikopter ind til de strandede passagerer.
- Vi mener, der må gøres noget ekstraordinært for de strandede passagerer i Qaqortoq, så der ikke går en halv måned, inden de kan komme hjem.
- Der er elever, der skal til eksamen om nogle dage, der er folk, der skal tilbage til deres arbejde, og sågar nogen som skal rejse videre fra Nuuk til andre destinationer i Grønland ifm deres arbejde, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Føler at passagerer lades i stikken
Fredag eftermiddag meddelte Arctic Umiaq Line, at på grund af mistanke om coronasmitte blandt besætningen på Sarfaq Ittuk, så rederiet sig nødsaget til ikke at tage passagerer ombord i Qaqortoq.
Borgmester Stine Egede (IA) uddyber overfor Sermitsiaq.AG, at kommunen kommer med opråbet, fordi de føler, at de omkring 55 passagerer, der skulle have sejlet med Sarfaq Ittuk til Nuuk i denne weekend, lades i stikken:
- Passagererne er meget frustrerede over manglende information. De har bare fået at vide af Arctic Umiaq Line, at de får pengene tilbage for deres billet.
- Det kan ikke passe, at et selskab af den størrelse efterlader deres passagerer på den her måde, siger Stine Egede. Hun siger, at mange passagerer har ønsket at bruge kystskibet, da det er er billigere end at flyve.
Halvdelen er indlogeret på hotel
Borgmesteren fortæller, at kommunen har tilbudt overnatning til de strandede, og det har omkring halvdelen taget imod.
- Der er folk på vegne af de her mennesker, at vi reagerer.
- Det her er en ekstraordinær situation, som ingen har været forberedt på. Jeg kan sagtens forstå selskabet, at man ikke tog passagerer med. Det er en træls situation også for selskabet, og jeg håber, de kommer med en løsning.