Kujalleq bakker op om krydstogt-kritik
Borgmester Stine Egede vil have en kapacitetsgrænse for antallet af krydstogtgæster. Hun oplyser, at nogle skibe end ikke melder ankomsten.
- Vi kan ikke modtage mere end 1.000 krydstogtturister om dagen.
Sådan lød det i starten af sidste uge fra Palle Jerimiassen, borgmester i Avannaata Kommunia.
LÆS OGSÅ:Borgmester siger stop: Det går for godt med turismen i Ilulissat
Nu bakkes han op af Stine Egede. Borgmesteren fra Kommune Kujalleq har ikke fastlagt en smertegrænse for antallet af krydstogtpassagerer, som besøger byerne, men mener, at der bør være en.
Opfordrer Naalakkersuisut
Stine Egede (IA) forklarer over for Sermitsiaq.AG, at der på en national krydstogt workshop for to år siden var enighed blandt aktørerne om at fastsætte en kapacitetsgrænse per by.
- Der mangler en opfølgning på dette punkt. Jeg vil gerne opfordre Naalakkersuisut til at følge op på anbefalingerne, siger hun.
Borgmesteren oplyser, at der i denne sommer i Kommune Kujalleq har været mange krydstogtanløet - og nogle gange på samme tid. Det har efter hendes opfattelse virket som om, at der ikke har været ordentlig koordinering i anløbsplanerne.
- Nogle skibe har slet ikke anmeldt deres ankomst, mens andre ændrer på anløbssted i sidste øjeblik. Det er hverken godt for aktører eller for gæster.
Skal understøtte økonomien
Borgmesteren mener i øvrigt, at afgiften for krydstogtturisme bør øges og tilfalde direkte til anløbskommunen.
Det giver - ifølge Stine Egede - mening, at anløbene skal understøtte økonomien til udvikling af stisystemer til UNESCO-sites og beskyttelse af nationale seværdigheder, såsom Uunartoq, gode anløbssteder med videre, som turisterne besøger og benytter i tusindvis.
Sermitsiaq.AG har henvendt sig til de øvrige kommuner. Kommunikationschefen i Kommuneqarfik Sermersooq oplyser, at det ikke tyder på, at kommunen anser antallet af krydstogtpassagerer som et problem.
Kommune Qeqertalik og Qeqqata Kommunia er endnu ikke vendt tilbage på henvendelsen.