Kraftige reaktioner på spiral-sag: Uhyggelig og skamfuld
Afdækningen af omfanget af en såkaldt spiralkampagne afføder nu hårde reaktioner fra flere politikere og Naalakkersuisut.
DR har i en ny podcast afdækket omfanget af en kampagne, hvor tusindvis af grønlandske kvinder fik opsat spiral - for manges vedkommende uden samtykke.
Hele 4.500 spiraler blev opsat i årene 1966 til 1970, hvor der var omkring 9.000 fødedygtige kvinder i Grønland i alt. Kampagnen fortsatte frem til 1975.
Afdækningen påkalder sig nu en række hårde reaktioner fra flere politikere. Blandt andet fra Naleraq-formand Hans Enoksen, der kalder sagen for uhyggelig og skamfuld:
- Det er en meget skamfuld fremgangsmåde, der er blevet brugt og er ondskabsfuld behandling af grønlandske kvinder og en grov handling, og begrundelsen er uhyggelig. Målet har været at stoppe den stigende fødselstal i Grønland og forhindre, at Grønlænderne skulle blive flere ved og forhindre grønlandske kvinder i at blive gravide, skriver Hans Enoksen i en pressemeddelelse.
Efterhånden mange grumme sager
Han mener, at sagen hurtigst muligt må sættes på dagsordenen i Inatsisartut til behandling, samt at Naalakkersuisut må reagere overfor Danmark.
Folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen (IA) vil have en udredning af sagen fra den danske regering i lighed med det andet grønlandske medlem af Folketinget Aki-Matilda Høegh-Dam.
Chemnitz Larsen skriver på Facebook, at der efterhånden er mange grumme sager.
- Vi startede med Eksperimentbørnene, er igang med juridisk faderløse og mangler stadig ulovlige adoptioner og nu Spiralkampagnen. Det skal ses i sammenhæng og er en fejlslagen dansk politik, som har skadet mange menneskeliv.
Naalakkersuisut bakker op om krav om udredning
- Derfor har jeg stillet en række spørgsmål til regeringen om hvordan man vil sikre behandling, da mange allerede nu er retraumatiseret og om regeringen vil sikre en officiel udredning, så vi får afklaret hvad der er op og ned, skriver Aaja Chemnitz Larsen på Facebook.
I Naalakkersuisut bakker naalakkersuisoq Mimi Karlsen op om behovet for en udredning:
- Fra Naalakkersuisut side mener vi kampagnen var fejlslagen og vi ønsker alle dele af sagen oprullet, så vi kan få klarlagt hvad der er op og ned. Fra min side vil jeg gerne anerkende kvindernes kamp og takke dem for at stå frem, selvom det må have været hårdt. Det er en barsk, men nødvendig historie, at få frem i lyset, skriver Mimi Karlsen i en udtalelse.
Også naalakkersuisoq for finanser og ligestilling, Naaja H. Nathanielsen (IA), er også særdeles kritisk:
- Spiralkampagnen er eksempel på en objetivisering og politisering af kvindekroppen, der er helt utilstedelig. At kampagnen har omfattet børn under 18 år og piger der ikke var seksuelt aktive finder jeg grusomt. Jeg støtter en redegørelse af forløbet. Vi må rundt i alle hjørner og sikre os, at der ikke er flere ufortalte historier der gemmer sig. Vi må gøre op med enhver politik, hvor kvinder fratages ansvar og medbestemmelse over egen krop, udtaler hun.
Sermitsiaq.AG arbejder på en kommentar fra den danske regering til sagen.
Læs hele sagen:
-
Staten tog min mødom
-
Spiral-kampagne var folkemord
-
Svært for regeringen at komme udenom spiral-sagen
-
Vi må afdække krænkelser af menneskerettigheder
-
Naalakkersuisut tager afstand fra Spiralkampagnen
-
Grønland bør selv stå for efterforskningen af spiral-sag
-
Start arbejdet med at udrede spiralkampagnen
-
Spiralilersuisarsimaneq pillugu nassuiaasoqarnissaanik suliaq aallartilli
-
Inatsisartut spiralilersuisimaneq misissoqqugaat
-
Inatsisartut ønsker undersøgelse af spiralsag