Kovending: Borgere kan beholde tsunami-truede huse
Selvom borgere ønsker at flytte fra tsunami-truede huse i bygder ved Uummannaq, så vil husene ikke blive revet ned, hvilket kommunen i første omgang havde meldt ud.
Ifølge Avannaata Kommunia er der sket en 'administrativ misforståelse' i sagen om de tsunamitruede boliger i bygder ved Uummannaq.
Kommunen havde i første omgang meldt ud til borgerne i husene, at hvis de ønskede at fraflytte boligen, ville den efterfølgende blive revet ned, men det var altså en fejl, lyder det nu fra kommunen:
- Efter at have holdt møde med embedsfolk i Departementet for Boliger og Infrastruktur i dag (onsdag, red.) er vi nået frem til, at folk, der ønsker at fraflytte deres bygder, skal beholde deres huse, og at de derfor ikke skal rives ned, siger Nick Nielsen, administrerende direktør i Avannaata Kommunia, i en pressemeddelelse.
Kommunaldirektøren beklager fejlen:
- Vi beklager naturligvis misforståelsen imellem kommunen og Selvstyret, som har givet anledning til bekymring blandt bygdeboerne. Men nu skal bygdeboere, der ønsker at fraflytte deres bygder på grund af tsunamirisiko, ikke længere bekymre sig om deres huse, som de kan beholde, siger Nick Nielsen.
Det var tilbage i begyndelsen af maj, at nye undersøgelser om mulige fjeldskred blev lagt frem. Undersøgelserne viste, at fem bygder ved Uummannaq kan være i farezonen, hvis der sker et stort fjeldskred i Karrat Fjorden