KNI-generalforsamling: Pilersuisoq og Neqi er stærkt udfordrede

KNI-koncernen landede et overskud på 135,1 millioner kroner for året. En stor del af resultatet stammer fra Polar Oil.

Offentliggjort

Det skandaleramte KNI har onsdag afholdt generalforsamling, hvor afgående formand Svend Hardenberg kunne fremlægge et regnskab med overskud.

Overskuddet på 135,1 millioner kroner før skat kommer efter et år med fokus på oprydning i selskabet, efter skandalen om regnskabsmanipulationer og uberettigede transaktioner imellem enhederne i KNI.

KNI's resultat er sammensat af selskabets forskellige enheder, og det gode resultat kommer blandt andet som følge af et rekordoverskud i Polar Oil på 112 millioner kroner.

Det seneste års oprydningen har dog vist, at datterselskaberne Pilersuisoq og Neqi er hårdt ramt af skandalen, siger bestyrelsesformand Svend Hardenberg i hans beretning:

- Oprydningen viste, at Neqi A/S er stærkt udfordret og i mange år har været underskudsgivende.

KNI kan ikke klare problemerne alene

- For så vidt angår Pilersuisoq A/S har oprydningen også vist, at selskabet med de nuværende økonomiske rammer ikke kan finansiere store dele af de nødvendige investeringer i butikker og lagre. Det har medført at der nu er foretaget større nedskrivninger af værdien af selskabets aktivmasse, siger Svend Hardenberg.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

KNIs administrerende direktør Jeppe Jensen skriver i sin ledelsesberetning, at problemerne i Neqi og Pilersuisoq ikke kan løses af KNI selv:

- Udfordringerne i Neqi A/S og i Varedivisionen kan dog ikke løses af KNI A/S alene. Derfor er selskabet også i tæt dialog med Selvstyret om forskellige løsningsmodeller.

- Begge parter har erkendt, at det vil tage tid at finde en holdbar løsning og har derfor indgået aftaler, der kan sikre, at aktiviteterne i Neqi A/S og i Varedivisionen kan opretholdes på et acceptabelt niveau, indtil en langsigtet løsning er fundet, skriver Jeppe Jensen.

Flere nedskrivninger og større efterslæb

Bestyrelsesformand Svend Hardenberg fremhævede desuden i sin beretning, at der også i dette regnskab er foretaget flere nedskrivninger:

- Der er foretaget nedskrivninger og korrektioner på i alt kr. 435 Mio. kr., hvilket direktionen vil komme nærmere ind på under generalforsamlingens næste punkt. Samtidig er der sket en stigning i renoveringsefterslæbet af anlægsmassen som følge af de stigende priser på materialer og transport, fra ca. 400 Mio. til ca. 530 Mio.

- I den forbindelse er selskabet i gang med at gennemgå anlægskartoteket igen, for at sikre, at renoveringsefterslæbet er opgjort under hensyntagen til demografi og markedsudviklingen de enkelte steder.

Egenkapital vokser

Ifølge Hardenberg har man nu et mere realistisk billede af selskabets økonomiske forhold:

- Vi nu har fundet det nye og mere korrekte balancepunkt for selskabets videre drift, idet lagermanipulationerne og de uberettigede transaktioner i mange år har skabt et forkert og oppustet billede af selskabets situation, siger han.

Årsregnskabet viser, at egenkapitalen er steget med omkring hele 500 millioner kroner på trods af de betydelige nedskrivninger:

- Det sker som følge af værdistigningen af de finansielle sikringer selskabet har indgået for at sikre stabile forbrugerpriser på flydende brændstoffer i en defineret periode, siger Svend Hardenberg.

Powered by Labrador CMS