KNAPK om afvikling konsulentjeneste: Det har ikke været en værdig afslutning

Fiskeriorganisationen er ikke tilfreds med forløbet over afviklingen af konsulenttjenesten Konfifa, som fremover skal varetages et helt andet sted.

KNAPK beklager, at APN ikke har benyttet sig af organisationens opfordring til en dialog om afvikling af konsulenttjenestens virke.

Situationen har fra start været uigennemtænkt.

Sådan lyder det fra KNAPK, der går i rette med Departementet for Fiskeri og Fangst i forbindelse med forløbet om Konfifa. En konsulenttjeneste, som KNAPK hidtil har varetaget med en bevilling på finansloven på godt 2,2 millioner kroner.

Det skal fiskeriorganisationen ikke længere.

Tilbage i september kunne Sermitsiaq.AG berette om KNAPK og Departementet for Fiskeri og Fangst vidt forskellige opfattelser af, hvorfor konsulenttjenesten ikke længere skulle varetages af KNAPK.

Mere tilgængelig for fiskerne

Fiskeriorganisationen har beskyldt departementet for besparelser: - Det er en krigserklæring, som ikke kan tolkes som andet end forsøg på at kvæle det kystnære fiskeri, lød det fra KNAPK.

Men den udtalelse er hurtigt blevet anholdt af Departementet for Fiskeri og Fangst: - Det passer simpelthen ikke, at tjenesten skal spares væk, har Karl Tobiassen, naalakkersuisoq for fangst og fiskeri, efterfølgende påpeget.

Naalakkersuisoq har siden kunnet oplyse, at departementet har fået henvendelser fra andre fiskeriorganisationer, som mener, at en konsulenttjeneste for alle fiskere og fangere ikke bør ligge hos én organisation, men derimod et andet sted, hvor den vil være mere neutral.

Tanken har været, at Konfifa skulle tages tilbage til centraladministrationen, men den plan er senere blevet droppet. I stedet skal konsulenttjenesten nu varetages et helt tredje sted, hvor den bliver "mere tilgængelig" for fiskerne.

Urealistisk

I en pressemeddelelse oplyser KNAPK, at APN (Departementet for Fiskeri og Fangst, red.) 29. november har meddelt, at resultatkontrakten mellem Departementet for Fiskeri og Fangst og KNAPK ophøres ved udgangen af 2022.

Fiskeriorganisationens ønske om en redelig afvikling af konsulenttjenesten er totalt blevet affejet af APN, mener fiskeriorganisationen. Ikke desto mindre har KNAPK - som krævet af APN - allerede iværksat en række tiltag til afvikling af konsulenttjenesten, hvorfor tjenesten ophører i slutningen på året, lyder det fra KNAPK.

Men det bliver ikke uden krav fra KNAPK. I en pressemeddelse fremgår det, at fiskeriorganisationen vil komme med et betalingskrav til departementet for dækningen af udgifter i forbindelse med opsigelsen af to medarbejdere i konsulenttjenesten for fiskere og fangere.

- KNAPK beklager, at APN ikke har benyttet sig af organisationens opfordring til en dialog om afvikling af konsulenttjenestens virke, som efter organisationens opfattelse ikke er en værdig afslutning af 18-års kontrakt mellem APN og KNAPK.

Departemenet for Fiskri og Fangst oplyser til Setmitisaq.AG, at de drøfter situationen med KNAPK i forhold til de særlige udfordringer, som ophøret af det hidtidige samarbejde måtte have for den. Departementet har derfor ikke ønsker at svare på kritikken.

Powered by Labrador CMS