veteraner

Forsvaret besøger veteraner i Grønland

Veterancenter undersøger, om indsatsen slår igennem i hele rigsfællesskabet

Soldater på patrulje i Afghanistan

Forsvarets Veterancenter gæster i disse uger Grønland og Færøerne for at undersøge forholdene for deres veteraner. Det oplyser Arktisk Kommando.

Servicetjek
Baggrunden er regeringens servicetjek, hvor indsatsen for færøske og grønlandske veteraner skal klarlægges for at sikre, at arbejdet slår igennem i hele rigsfællesskabet.

Militærpsykologer og beskæftigelseskonsulenter fra Veterancentret rejser i uge 43 til Grønland og uge 46 til Færøerne for at møde veteraner.

Barrierer
- Det første skridt bliver at møde veteranerne for at høre, om der er barrierer, der gør, at de ikke kan drage nytte af den støtte, som Veterancentret tilbyder, siger oberstløjtnant Kristian Malver fra Veterancentret ifølge Forsvaret.dk.

Læs: Afghanistan set med en grønlænders øjne

Workshop
Udover at mødes med veteranerne inviterer Veterancentret også fagfolk fra ministerium, kommuner, sundhedsvæsen og andre praktikere på veteranområdet til at deltage i en workshop.

- Målet er, at veteranindsatsen er udbredt i et relevant omfang, der er tilpasset de lokale forhold i henholdsvis Grønland og Færøerne med udgangen af 2017, tilføjer Kristian Malver.

Både grønlændere og færinger har deltaget i forsvarets missioner i udlandet, for eksempel krigen i Afghanistan og jagt på pirater i farvandet ud for Somalias kyst.

Folketinget
Situationen for de færøske veteraner har tidligere været genstand for debat i Folketinget, efter at en undersøgelse har vist, at Veterancentrets indsats ikke slår igennem over for denne gruppe.

Læs: Færøske krigsveteraner bliver forskelsbehandlet

Powered by Labrador CMS