Grønlandsk Afghanistan-soldat står frem

Den grønlandske soldat i Livgarden, der sidste år var udstationeret i Afghanistan, står nu frem.

Johan Høeg Hansen på vagt. Foto: Privat

Hans navn er Johan Høeg Hansen. Og han er efter sin hjemkomst fra Afghanistan i efteråret, i dag beredskabschef i Qaasuitsup Kommunia.

Johan Høeg Hansen medvirkede i et længere interview i Sermitsiaq i december om sin udsendelse, hvor han understregede, at han bakkede op om den danske, militære indsats i landet. Som det fremgår af artiklen, var soldatens navn ændret for at undgå eventuelle trusler mod Johan Høeg Hansens pårørende.

Efter at have været hjemme i et stykke tid har den tidligere soldat valgt at stå frem.

- Jeg mente, at det var utroværdigt i længden ikke at stå frem. Og jeg har taget beslutningen, fordi jeg efter hjemkomsten vurderer, at risikoen for trusler er meget lille. Truslerne rammer især pårørende til soldater inden udsendelse for at skræmme dem fra at tage af sted, siger Johan Høeg Hansen.

I øjeblikket er der en offentlig debat om den danske indsats i Afghanistan i forbindelse med dokumentarfilmen Amardillo. Optagelserne vedrører dog det hold soldater, som Johan Høeg Hansens enhed afløste.

I forbindelse med dokumentarfilmen bliver udtrykket "likvidering" brugt. Og det har skabt stor debat. Johan Høeg Hansen understreger i den forbindelse, at han ikke kan genkende, at der skulle være tale om henrettelse af Taleban-krigere.

- Der er tale om et hårdt sprog blandt soldaterne i Afghanistan, lige som i mange andre brancher. Men vi følger de regler, der gælder for krig, siger Johan Høeg Hansen.

Powered by Labrador CMS