makrelfiskeri

Atassut: Færøerne svigter Grønland og Island

Atassut appellerer til, at Naalakkersuisut kommer på banen og gør noget for Grønland i forbindelse med den nye EU-makrelaftale i Nordatlanten

Atassut-formand Gerhardt Petersen

- Til vores ærgrelse og til vores rystelse erfarer vi i Atassut, at Færøerne, Norge og EU har indgået aftale om makrelfiskeri, som skal gælde mellem 2014 og 2018. Vort land, som jo er i gang med opstart med makrelfiskeri, kan blive hårdt ramt af denne aftale.

Sådan skriver Atassut-formand Gerhardt Petersen og partiets gruppeformand i Inatsisartut Knud Kristiansen i en fælles pressemeddelelse.

Det sker i forlængelse af, at Grønlands Arbejdsgiverforenings Brancheudvalg for Fiskeri og Eksporterhverv, KNAPK og Inuit Ataqatigiit alle er stærkt skeptisk over for, at Grønland og Island efterlades udenfor i forbindelse med den nye EU-aftale i Nordatlanten om makrelfiskeri, mens Færøerne har fået store indrømmelser.

Læs: Olsvig blander sig i debat om makrelfiskeri

Læs: KNAPK: Makrelaftalen er en skandale for Grønland

Læs: GA: Skal Grønland acceptere at være taber i makrelkrigen?

- Vi er især skuffede over, at Færøerne har valgt at indgå aftalen, da vi mener, det er selvisk og ikke har andre intentioner end selv at få fordele. Vi mener, at Grønland igennem Naalakkersuisut bør rette hård kritik mod Færøerne, siger Gerhardt Petersen og Knud Kristiansen.

Og fortsætter:

- Vi skal minde om, at vort land har støttet Færøerne under sildekrigen mellem Færøerne og EU, hvor EU så sent som i efteråret 2013 blokerede Færøerne. Nu viser Færøerne sit sande ansigt og sin egoisme som land og svigter Grønland og Island. Det er simpelthen for dårligt.

- Færøerne, som jo er en del af Vestnordiske Råd, sviger også Grønlands, Islands og Færøernes aftale igennem det vestnordiske samarbejde, som lyder på, at landene sammen skal bevogte Nordatlantens ressourcer. Færøerne har altså valgt at springe fra sin egen aftale, og det er meget belastende for samarbejdet. Der bør derfor stilles spørgsmålstegn ved, om hvorvidt Færøerne overhovedet er troværdig, lyder det fra Gerhardt Petersen og Knud Kristiansen.

Powered by Labrador CMS