Bæredygtigt fiskeri

GA: Skal Grønland acceptere at være taber i makrelkrigen?

I aftalen med EU om makrelfiskeriet efterlades Island og Grønland udenfor

Grønlandske og islandske interesser er slet ikke blevet tilgodeset i den femårige aftale, Danmark, Færøerne, Norge og EU har indgået om makrelfiskeriet
Offentliggjort

Flere års uenighed om fiskeriet af makrel i Nordatlanten har fundet en foreløbig afgørelse, da der nu er indgået en femårig aftale mellem EU, Norge og Færøerne. Mens Færøerne fik store indrømmelser, efterlades Island og Grønland udenfor.

- Makrelkrigen i Nordatlanten er dermed flyttet ind på Grønlands fiskeriterritorium, siger Henrik Leth, der er formand for Grønlands Arbejdsgiverforenings Brancheudvalg for Fiskeri og Eksporterhverv.

Læs: EU-parlamentarikere fortsætter makrelkrig med Island

- Der er ingen tvivl om, at den netop indgåede aftale mellem Færøerne, Norge og EU er direkte skadelig for de grønlandske fiskeriinteresser. Den kan kun opfattes som en aftale, der - udover at få fordelt kvoten mellem partnere - har til hensigt at knægte det grønlandske fiskeris muligheder for at komme ind i fiskeriet på lige fod med alle andre. Det er uacceptabelt ud fra både internationale fiskepolitiske hensyn og moralske vurderinger, siger Henrik Leth, der mener, at grønlandske interesser slet ikke er tilgodeset i aftalen.

- Tværtimod har man valgt at sætte en passus ind om, at aftaleparterne ikke må stille fartøjer til rådighed for fiskeriet ved Grønland og dermed bidrage med den kapacitet, som vi ikke selv råder over. Dette kan kun opfattes som et forsøg på at forhindre Grønland i at udvikle vores eget fiskerierhverv. En sådan handling er langt fra i harmoni med de smukke ord på rigsmøderne og i forbindelse med EU’s såkaldte partnerskabsaftaler.

- Det kan i høj grad undre, at andre parter indgår aftaler, der tydeligvis har til formål at svække en lille nations forsøg på at skabe en mere selvbærende økonomi gennem en 100 procen bæredygtig udnyttelse af sine egne ressourcer. At et af målene i den indgåede aftale er at hindre et grønlandsk fiskeri, bekræftes af følgende udtalelse fra den islandske fiskeriminister:

'Norge diskuterede Grønlands fiskeri og mulighederne for at blokkere opbygningen af dette, i betragtning af den stigende mængde makrel, der er i deres farvand.'

- Derfor opfordrer Grønlands Arbejdsgiverforenings opfordrer til, at Naalakkersuisut straks protesterer overfor såvel EU som den danske regering for at få de elementer i aftalen, som er direkte rettet mod Grønland, fjernet, fremhæver formanden for Grønlands Arbejdsgiverforenings Brancheudvalg for Fiskeri og Eksporterhverv.

Powered by Labrador CMS