Karl Lyberth: Kommunalbestyrelsen kender til den dårlige ledelse
Kommunalbestyrelsesmedlem i Qeqqata Kommunia vælger at tage bladet fra munden og bakker op om musikskoleleder Ida Nygaards klage over den dårlige ledelse og trivsel i kommunen.
Karl Lyberth fra Maniitsoq, der sidder i kommunalbestyrelsen i Qeqqata Kommunia for Naleraq, kan kun nikke genkendende til Ida Nygaards fortælling om, at der er en dårlig ledelse i en afdeling i Maniitsoq.
Han vælger at komme frem med sin del af historien til Sermitsiaq.AG.
- Problemet med ledelsen har stået på i alt for lang tid og er gået ud over alt for mange medarbejdere, siger Karl Lyberth (N) til Sermitsiaq.AG.
Og han fortsætter:
- Vi har forsøgt at gøre ledelsen, den øverste ledelse, udvalget i kommunalbestyrelsen og endda borgmesteren opmærksom på problemet her i Maniitsoq. Jeg undrer mig over, hvorfor der endnu ikke er fundet en løsning, siger Karl Lyberth.
Klager, møder og breve
Sermitsiaq.AG kunne i starten af den her uge fortælle Ida Nygaards historie om den dårlige trivsel i kommunen. En ledelse, der ifølge Ida Nygaard ikke har tillid til medarbejdere, der svarer hånligt og som ikke interesserer sig for medarbejderne. Sådan en udlægning rammer plet, mener Karl Lyberth.
- Vi har set dokumentation på klager fra flere medarbejdere. Jeg har selv fået sat et punkt om ledelsesmåden i Maniitsoq på dagsporden ved et kommunalbestyrelsesmøde, selvom jeg er klar over, at det er uden for mit virke som politiker. Konklusionen var selvfølgelig, at kommunalbestyrelsen ikke kan tage stilling til enkelte personalesager, siger Karl Lyberth.
Han forklarer, at han tidligere har rettet henvendelse til borgmesteren i Qeqqata Kommunia om problemet.
- Jeg ved ikke, hvad vi ellers kan gøre politisk. Og jeg ved, at jeg går over stregen ved at lade min mening komme til kende i den her situation. Jeg er ikke bange for at få sparket og kritikken fra mine kolleger, men jeg er glad for, at klagerne nu er kommet frem i pressen, siger Karl Lyberth.