Karl Frederik Danielsen: Mere fokus på yderdistrikterne i den kommende servicekontrakt
Der er sendt et nyt forslag til finansudvalget i Inatsisartut til forbedringer af service i servicekontraktsområderne, lyder det fra naalakkersuisoq for infrastruktur, Karl Frederik Danielsen.
Naalakkersuisoq for infrastruktur, Karl Frederik Danielsen (S) er enig med Anders Olsen (S) om, at de trafikale problemer må rettes hurtigst muligt.
I en kommentar rettet til Inatsisartut-medlemmet skriver Danielsen, at han har sendt et nyt forslag til finansudvalget, med henblik på at forbedre forholdene for de rejsende i yderdistrikter.
- Jeg har i forslaget prioriteret umiddelbare forbedringer, men også langsigtede forbedringer, som vil gøre adgangsforholdene bedre for ældre, handikappede og børnefamilier. Videre er der prioriteret, at specielt ældre skal tilbydes bedre rejsevilkår, lyder det fra Karl Frederik Danielsen i en kommentar til Anders Olsen.
Forslaget er under behandling i udvalget.
Danielsen nævner ikke, hvor stort et beløb, forslaget indebærer, men nævner, at et tidligere forslag for forbedringer af servicekontrakterne for 2019 og 2020 er blevet afslået af finansudvalget, og at beløbet var otte millioner kroner.
Kritikken
Medlem i Inatsisartut Anders Olsen kritiserede servicekontrakterne i hårde vendinger, og kaldte den som den dårligste af sin slags for brugerne.
- Den mest hårdtprøvede servicekontrakt der nogensinde er indgået, og som nok må betegnes som en af de dårligste for forbrugerne som sådan blev iværksat i 2017 og man må sige, at vi bliver ved at konstatere, at servicekontrakten stadig den dag i dag afstedkommer problemer, lød det fra Anders Olsen.
- Jeg er glad for, at der er enighed om, at der skal prioriteres i midler til servicekontrakter, lyder det fra Karl Frederik Danielsen.
Ny servicekontrakt under bearbejdelse
Den gældende servicekontrakt blev indgået i 2017, og skal gælde frem til slutningen af 2020.
Naalakkersuisoq for infrastruktur meddeler i samme ombæring, at yderdistrikterne vil være mere i fokus til næste servicekontrakt, som vil gælde fra 1. januar 2021.
- De mange input som Naalakkersuisut har modtaget, indgår naturligvis også allerede nu i forberedelsen af de kommende servicekontrakter, hvor der også er fokus på yderdistrikterne.