De kan få: Hjælpepakkerne i detaljer

Hjælpepakker, lønkomsation og udskydelse af skatte- og afgiftsindbetalinger er elementer i en storstilet hjælp til grønlandsk erhvervsliv.

Grønlands Erhverv er ovenud positiv over for det udspil, som i dag blev fremlagt på et pressemøde og som sikrer grønlandsk erhvervsliv en hurtig hjælp.

- Grønlandske virksomheder står i en situation, vi aldrig har set før. Det kan ganske enkelt ikke overvurderes, hvor vigtige hjælpepakkerne er. Der er tale om en historisk håndsrækning, som vil gøre en kæmpe forskel nu og her. Det, vi gør nu, får afgørende betydning for, hvilket Grønland vi står tilbage med efter coronakrisen, og dagens hjælpepakke skaber håb i en hård tid, siger direktør Brian Buus Pedersen, Grønlands Erhverv.

Sådan ser hjælpen ud

Hjælpepakken, der har fået opbakning af et flertal i Finansudvalget, er delt op i disse dele:

Lønkompensation

  • Virksomheder, der står over for at skulle varsle afskedigelser for minimum 30 procent af medarbejderstaben eller mere end 25 personer, kan med ordningen få lønkompensation
  • Lønkompensationen fra Landskassen vil være på 75 procent af medarbejderens løn, dog maksimalt 20.190 kroner pr medarbejder pr måned. Under forudsætning at virksomheden vælger at hjemsende medarbejderne i stedet for at afskedige dem.
  • Lønkompensationen ophører, når arbejdsgiveren genaktiverer medarbejderen
  • Lønmodtageren skal for hver ny 30 dages periode/måned starte med at gå på ferie eller afspadsere i en uge.
  • Gældende frem til 30. juni
  • Bevillingsrammen er på 107 millioner kroner.

Akuthjælpepakke

  • Hurtig hjælp til specielt kulturlivet, hotel- og turismebranchen, og de virksomheder, der er blevet pålagt at lukke – eksempelvis restauranterne.
  • Rammebevilling på 50 millioner kroner.
  • Gældende frem til 30. juni
  • Fra mandag klokken 12.00 kan man søge om akuthjælp via Greenland Business hjemmeside – innovation.gl - hvor en formular skal udfyldes.
  • I første omgang kan man søge om støtte i forbindelse med omsætningstab og faste omkostninger i marts måned.

Generel hjælpepakke

  • Etableret med henblik på hurtigt og effektivt at kunne afbøde eventuelle økonomiske problemer, der måtte opstå i andre sektorer, herunder fiskerisektoren, anlægsbranchen og transportsektoren med flere.
  • Rammebevillingen er på 100 millioner kroner
  • Fra mandag klokken 12.00 kan man søge om akuthjælp via Greenland Business hjemmeside – innovation.gl - hvor en formular skal udfyldes.

Eksempel på hjælp

En restaurantejer kan på grund af forbud mod at holde åbent registrere en omsætningsnedgang på 85 procent. De 15 procent er indtægter fra take away-salg. Han kan få kompenseret 80 procent af sine faste udgifter:

  • Huslejeudgifter månedligt 18.000 kroner
  • Kontrakt med transportfirma: 5000 kroner
  • Renteudgifter til gæld til køkkeninventar: 4.000 kroner
  • I alt;: 27.000 kroner
  • Kompensation: 21.600 kroner svarende til 80 procent af de 27.000 kroner.

Vilkår for kompensation for faste udgifter

Andelen af faste udgifter, der kompenseres, er følgende:

  • 80 procent, hvis omsætningen falder mellem 80 og 100 procent
  • 50 procent, hvis omsætninger falder mellem 60 og 80 procent
  • 25 procent, hvis omsætningen falder mellem 30 og 60 procent.
  • 100 procent for de virksomheder, som har fået forbud mod at drive forretning

Anvarlig kriselån

  • Rente og afdragsfrit i de første 36 måneder

Akuthjælpens delementer kan kombineres, men den samlede støtte må højest løbe op i en million kroner om måneden.

Udskydelse af skatte- og afgiftsbetaling

  • Indbetaling af A-skat og Arbrejdsmarkedsafgifet kan udskydes i tre måneder.
  • For marts er den gældende betalingsfrist den 1. maj, som således kan udskydes til 1. august.
  • Fristforlængelserne gælder kun for de særligt coronakrise berørte virksomheder
  • Tiltaget sikrer en nu-og-her likviditetsforbedring.
  • Der er ikke fastsat nærmere regler for tilbagebetalingen af den udsatte skat eller afgift. Der kan etableres en afdragsordning efter aftale med skattemyndighederne og en individuel vurdering, oplyste Naalakkersuisoq for Finanser Vittus Qujaukitsoq.
  • Udskydelsen vil blive annonceret på følgende hjemmeside aka.gl
Powered by Labrador CMS