Kalistat Lund vil sikre Grønlands forsyning

Kalistat Lund skal som naalakkersuisoq for landbrug og selvforsyning skabe varige løsninger, så Grønland kan blive mere selvforsynende i fremtiden.

Miljøbevidst, vedvarende selvforsyning. Det er de tre nøgleord, som Kalistat Lund bruger om sine ressortområder.

Efter fire år udenfor politisk indflydelse gør Kalistat Lund comeback i landspolitik. Med 276 personlige stemmer til Inatsisartutvalget den 6. april, klarede Kalistat Lund valget godt.

Han er nu peget til at være en del af Múte B. Egedes hold af Naalakkersuisut, med ressortområderne landbrug, selvforsyning, energi og miljø.

- De fire ressortområder hænger sammen. Landbrugsområdet skal udvikles, så vi fremover kan selvforsyne mere, og så har vi en vision om at indarbejde vedvarende energi i produktionen i landsbruget, så produktionen bliver billigere, siger Kalistat Lund.

Kalistat Lund stoppede i politik tilbage i 2017 med begrundelse om at fokusere på sit arbejde som helikopterpilot. Sidste arbejdsdag var i slutningen af 2020, og nu er han klar til at fokusere på det politiske.

Gældssanering ved fåreholderarv

Fårehold har længe været en forretning, der har brug for subsidiære tilskud for at kunne holde i gang. Hjemmestyrets økonomiske analyse af det grønlandske landbrug i 2008 viser, at landbruget de sidste 40-50 år har været afhængig af offentlig lånekapital og erhvervsstøtteordningen for at kunne holde sig i gang.

Med Kalistat Lund i roret ved landbrugsområdet vil IA-N-koalitionen udvikle erhvervet, så hjemmedyrkede grøntsager og grønlandsk opdrættet kød kommer mere ud på markedet.

Her er der tale om udvikling af kvæg, hønse og grisehold, samt dyrkning af grøntsager. Men også udvikle det allerede eksisterende erhverv, så det fremover kan klare sig uden subsidiært støtte.

- Gæld arves, når en familie overtager et fåreholdersted. Jeg vil igangsætte en undersøgelse for at se, om ordningen bør ændres. At starte en virksomhed med gæld er nemlig ikke sund for erhvervets nøglepersoner, siger han.

Energi og miljø

Udover landbrug og selvforsyning har IA-politikeren områder som energi og miljø.

På energiområdet vil han få vurderet mulighederne for at benytte energien bedre på vandkraftværkerne. Samtidig skal der arbejdes for at udbygge rapporter på området, så Selvstyret får overblik i behovet for vedvarende energi.

- Uanset hvilket område, så vil jeg arbejde for langsigtede løsninger, der rækker over flere valgperioder og som alle kan samarbejde om. Løsninger vil ikke komme dag et, men de vil gavne landbrugs- og energiområdet, så vi fremover forsyner os selv mere miljøbevidst, siger han.

Han refererer til, at et større eftersyn af landskassen skal igangsættes, og at han derefter vil kunne se, hvordan hans ressorters økonomi ser ud nu.

Powered by Labrador CMS