KAK søger dispensation for at afholde GM

Grønlands Boldspil Union, KAK har søgt om dispensation hos Selvstyret i håb om, at kunne afholde GM i udendørs fodbold senest til september.

Naalakkersuisut har i midten juli indført forsamlingsloftet på 20 personer efter frygt for smittespredning af corona i landet. Det betyder, at KAK’s bestyrelse har været nødt til at aflyse kvalifikationer og GM i udendørs fodbold for i år. Men nu kommer KAK på banen igen.

- Vi har kontaktet coronasekretariatet for at få klarlagt, hvilket muligheder der er for, at holde turneringer på tværs af kommunegrænser. Vi har problemer med, at en by er lukket for afholdelse af arrangementer, når der har været konstateret smitte, siger formanden i KAK, Finn Meinel til Sermitsiaq.AG.

I den nuværende bekendtgørelse for forsamlinger og lokaler, hvor offentligheden har adgang, kan der ikke arrangeres sportslige aktiviteter eller anden form for arrangementer, hvis der har været smitte i by eller bygd inden for de seneste 30 dage.

Senest har der været smitte i Nuuk, Aasiaat, Upernavik, Tasiusaq, Sisimiut og flere steder i Kommune Kujalleq. Bekendtgørelsen for forsamlinger gælder til den 31. august.

Korte restriktioner skaber problemer

Selvom forskellige restriktioner ikke varer i længere tid, så gør dét det svært for KAK, at prøve at planlægge GM i udendørs fodbold.

De seneste restriktioner for eksempel krav om mundbind og forsamlingsloftet på 20 varede omkring 14 dage, og den slags gør planlægningen svær, forklarer formanden.

- Det har været svært, at planlægge på grund af regler, som varer i kort tid. Vi kan ikke lave langsigtede planer, når de er så korte. Det er svært, at træffe nogle beslutninger om, hvad for nogle turneringer der skal være og hvornår, forklarer Finn Meinel.

KAK håber på, at kunne gennemføre GM snarest.

- Vi vil forhåbentlig afholde GM i august eller september. Vi har søgt, men vi har ikke fået svar endnu, fortæller Finn Meinel.

Powered by Labrador CMS