KAIR kritiserer Sermitsiaq: Overskrift om frygt for økonomi er usand

KAIR-formand Johannus Egholm Hansen mener ikke, at overskriften 'KAIR frygter for økonomien' er dækkende for hans udtalelser til avisen Sermitsiaq.

Johannus Egholm Hansen
Offentliggjort

KAIR-formand Johannus Egholm Hansen er faret i blækhuset efter at avisen Sermitsiaq har bragt en artikel med overskriften 'KAIR frygter for økonomien'. Artiklen er i kort form refereret her på Sermitsiaq.AG.

- Avisens overskrift er usand, skriver Johannus Egholm Hansen i en pressemeddelelse som kan læses i sin fulde ordlyd på KAIR's hjemmeside.

- Det er efterhånden en velkendt sag, at Sermitsiaq’s chefredaktør personligt nærer en indædt modstand mod lufthavnsprojekterne, og at dette med al tydelighed har skinnet igennem i avisens dækning af emnet.

- Endnu engang har avisens redaktion med overskriften i avisen den 20. september 2019 (og på hjemmesiden den 19. september 2019) formået at sætte nye standarder for mangel på journalistisk integritet, mener bestyrelsesformanden for Kalaallit Airports.

Ringe betydning for Nuuk – måske påvirkning i Ilulissat

Johannus Egholm Hansen er i avisen refereret for at sige:

- Aftalen om Kangerlussuaq kan skabe tvivl om passagerprognoserne for de nye lufthavne i Nuuk og Ilulissat, men at det er alt for tidligt at konkludere noget, da påvirkningen på Kalaallit Airports International A/S helt og holdent afhænger af, i hvilket omfang flyselskaberne fremover vil gøre brug af lufthavnen i Kangerlussuaq når lufthavnene i Nuuk og Ilulissat står færdige.

Den udtaleles står han ved, men tilføjer at han ikke regner med, at aftalen om Kangerlussuaq vil få den store betydning for økonomien i Nuuk.

- Henset til, at omkring 60% af alle rejsende til og fra Grønland skal til eller fra Nuuk, og at fordelingen er stort set den samme for indenlands trafik i Grønland, kan det dog allerede nu konkluderes, at det er meget usandsynligt, at aftalen om lufthavnen i Kangerlussuaq vil have nogen som helst væsentlig betydning for den nye lufthavn i Nuuk, idet denne har et meget solidt økonomisk grundlag.

- Derimod kan det ikke på forhånd udelukkes, at aftalen om lufthavnen i Kangerlussuaq vil kunne have en lidt større påvirkning på økonomien i den nye lufthavn i Ilulissat, såfremt luftfartsselskaberne måtte vælge at lade deres fly med de turister, som vil udgøre en del af passagergrundlaget for lufthavnen i Ilulissat, flyve til Kangerlussuaq og så videre derfra til Ilulissat. En sådan trafikstruktur vil dog ikke være det som de rejsende foretrækker, da betydningen af direkte flyforbindelser vægter meget højt når rejsende vælger deres rejsemål, og der er intet, der indikerer, at en sådan påvirkning ville være ødelæggende for projektets samlede økonomi.

KAIR vil nu 'foretage de nødvendige følsomhedsberegninger i forhold til den mulige påvirkning som aftalen kan have på passagergrundlaget i de nye lufthavne i Nuuk og Ilulissat.'

Du kan læse den kritiserede artikel i sin fulde længde i avisen Sermitsiaq:

Powered by Labrador CMS