Justus vil drøfte venskabsaftale: Bliver vi alle fremstillet som alkoholikere?

Politikeren Justus Hansen vil have genforhandlet Tasiilaqs venskabsaftale med Gentofte. Han mener, at der skal mere gensidig respekt og ligeværdighed ind i forholdet mellem de to byer.

Justus Hansen ønsker venskabsbyaftalen mellem Tasiilaq og Gentofte genforhandlet, så begge byer har det "bedst mulige udbytte og mest mulig gensidig respekt og kendskab til hinanden uden forskelsbehandling."

Efter DR-dokumentaren "Byen, hvor børn forsvinder" besluttede Gentofte Kommune tilbage i 2019, at kommunens skoleelever ikke længere skulle overnatte privat, når de er på besøg i Tasiilaq.

- Med den viden, vi har, synes vi ikke, at vi kan stå på mål for det, lød det dengang fra kommunens direktør, Torben Frølich, til Radio24syv. Direktøren henviste til de oplysninger om sociale problemer og overgreb, der kom frem i dokumentaren.

Gentofte og Tasiilaq har gennem mange år været venskabsbyer og har i den forbindelse udvekslet skoleelever.

Børn indlogeres i hal

Nu dukker sagen op påny ved et kommunalbestyrelsesmøde i Kommuneqarfik Sermersooq.

Politikeren Justus Hansen (D) er bosat i Tasiilaq og har stillet forslag om, at venskabsbyaftalen mellem Tasiilaq og Gentofte skal drøftes af kommunalbestyrelsen.

Han mener ikke, at det nuværende forhold er udtryk for ligeværdighed:

- Tasiilaq og Gentofte har en mangeårig aftale om udveksling af elever i 6. klasse. Man har i Gentofte besluttet efter DR dokumentaren ” byen hvor børn forsvinder” besluttet, at når de danske børn kommer til Tasiilaq, skal de samlet indlogeres i Minihallen, og når de grønlandske børn kommer til Gentofte, skal de indlogeres hos deres værtsfamilier.

Ønsker aftale genforhandlet

- Jeg får denne grimme tanke, om at vi i Tasiilaq bliver fremstillet som pædofile og alkoholikere af familierne og kommunen i Gentofte, skriver Justus Hansen i sin begrundelse for at få sagen taget op.

Politikeren ønsker i sidste ende aftalen genforhandlet:

- At få disse aftaler genforhandlet, så begge byer har det bedst mulige udbytte og mest mulig gensidig respekt og kendskab til hinanden uden forskelsbehandling, skriver Justus Hansen.

- Jeg var også bekymret

Sermitsiaq.AG har spurgt politikeren, om han har forståelse for, at Gentofte har forbehold, når man ser på de sociale problemer, som er blevet afdækket i Tasiilaq i blandt andet DR-dokumentaren.

Justus Hansen understreger i den forbindelse, at han ønsker, at venskabsbyaftalen skal afspejle ligeværd og respekt mellem byerne. Han tilføjer, at han selv har haft et barn i Gentofte, og at bekymringen går begge veje:

- Jeg stod da også med en bekymring om, at der er pædofile i Danmark, siger Justus Hansen.

Ifølge tal for eksempelvis hvor mange børn der er anbragt hos plejefamilier, er de sociale udfordringer fortsat betydelige i Tasiilaq. Ifølge seneste tal fra Kommuneqarfik Sermersooq er 68 børn anbragt i plejefamilier i Tasiilaq og bygder.

I Nuuk og omegn er 76 børn og unge anbragt i plejefamilie. Tallene ligger altså ikke langt fra hinanden, men befolkningstallet er cirka 10 gange højere i Nuuk end i Tasiilaq.

Powered by Labrador CMS