Justitsminister bekymret over arbejdsforhold

Den danske justitsminister kalder situationen alvorlig, efter at en undersøgelse har vist, at grønlandske politi- og anstaltsbetjente er hårdt ramt af stress og PTSD. Han vil have grønlandske folketingsmedlemmer i dialog om sagen.

33 procent af anstaltsbetjentene føler sig stressede, og 9,5 procent af politibetjente i Grønland scorer højt på en skala, der måler risikoen for at have PTSD - Post Traumatic Stress Disorder.

Det viser en undersøgelse fra VIVE – det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd i Danmark.

I et svar til folketingspolitikeren Aaja Chemnitz Larsen (IA), skriver justitsminister Nick Hækkerup:

- Jeg er meget bekymret over, at der ifølge de foreløbige resultater fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE), som blev offentliggjort den 4. marts 2020, er så mange grønlandske politi- og anstaltsbetjente med belastningsreaktioner, herunder f.eks. PTSD. Det er alvorligt, lyder det fra justitsministeren.

Indsats skal diskuteres

Undersøgelsen tyder på, at grønlandske politi- og anstaltsbetjente er mere udsatte i deres arbejde end deres danske kolleger.

Justitsministeren har på baggrund af resultaterne bedt Rigspolitiet og Direktoratet for Kriminalforsorgen om at redegøre for den eksisterende indsats for politi- og anstaltsbetjente i Grønland.

Han vil også invitere de grønlandske folketingskandidater til at diskutere, hvordan indsatsen skal være for at støtte anstalts- og politibetjente i deres arbejde.

Chemnitz Larsen: Der skal måske flere betjente til landet

- Jeg ser frem til at blive indkaldt til mødet. Det er tydeligt at se, at der en stor forskel på danske og grønlandske betjente. Derfor er der nødt til at være et særligt fokus på Grønland. Og det anerkender man i svaret fra justitsministeren, siger Aaja Chemnitz Larsen.

Folketingsmedlemmet håber, at den nyligt indgåede aftale om mere i løn til anstaltsbetjentene, vil være med til at afhjælpe problemerne på det område. Den højere løn forventes nemlig at gøre det lettere at få alle stillinger i Kriminalforsorgen i Grønland besat.

Med hensyn til politibetjentene vurderer Aaja Chemnitz Larsen, at der kan være brug for flere hænder:

- Det handler ikke kun om kroner og øre men også om tilstrækkeligt med hænder – særligt hos politiet. Politiet ser alle dårligdommene i samfundet, og jeg tror, man bliver nødt til at se på, om der skal flere betjente til Grønland, siger Aaja Chemnitz Larsen.

Powered by Labrador CMS