Gå til hovedindhold

Jurist: Loven er brudt i stenbidersagen

Hvis man har fulgt med i maratondebatten om stenbidersagen den senere tid, er der fare for, at man sidder tilbage og tænker. ”Hvad er egentligt op og ned i denne sag? ” Jurist slår fast: En paragraf er fulgt - en anden brudt.

Politikerne er tydeligvis uenige om fup og fakta i stenbidersagen, og i det hele taget er det svært at finde faktuelle begrundelser for noget som helst i det morads af argumenter og beskyldninger, der fløj gennem luften under debatten torsdag i sidste uge og fortsættelsen tirsdag i denne. 

Et af de helt centrale spørgsmål er: Har formanden for Naalakkersuisut brudt nogle regler i sagen om stenbiderkvoterforhøjelse og udlejning af sin båd til en ven i fiskeriet?

Sermitsiaq.AG har talt med en jurist om sagen.

NEJ Kim Kielsen var ifølge advokatfirmaet Poul Schmidts vurdering ikke inhabil i sagen. Dermed har han ikke overtrådt Landstingslov nr. 8. af 13. juni 1994 om sagsbehandling i den offentlige forvaltning § 3. 

Kielsen har overtrådt § 6

Til gengæld vurderer advokatfirmaet Poul Schmidt, at Formanden har overtrådt en anden bestemmelse i Landstingsloven om sagsbehandling i den offentlige forvaltning, nemlig § 6.

Når der foreligger omstændigheder, herunder personlige interesser, som gør, er der kan rejses spørgsmål om mulig inhabilitet, har man pligt til på forhånd at orientere om disse omstændigheder - med mindre det fremstår helt utvivlsomt, at man ikke er inhabil.  

Det har Kim Kielsen ikke gjort. Han skulle have orienteret Naalakkersuisut om udlejningen af hans fartøj, og derefter ville det være op til de øvrige medlemmer af Naalakkersuisut at vurdere, om han var inhabil.

Revisionsudvalget har skarpt kritiseret dette. Den skarpe kritik skal blandt andet ses i lyset af, at Revisionsudvalget i en revisionsundersøgelse fra 2015 vedrørende makrelkvoter har opfordret Naalakkersuisut til at skærpe opmærksomheden omkring habilitetsspørgsmål.

Manglende udlevering af materiale

Selv om Kim Kielsen ikke var inhabil i sagen, har han altså overtrådt en lovbestemmelse. Det betyder dog ikke, at han har begået noget kriminelt. Det er ikke noget, som man kan blive dømt eller pålagt en bøde for.

Revisionsudvalget kritiserer i sin beretning yderligere, at Naalakkersuisut ikke har villet udlevere kopi af korrespondancen mellem advokatfirmaet Poul Schmidt og Formandens Departement.  

Der har undervejs været uenighed om, hvorvidt Naalakkersuisut var berettiget til at afslå at udlevere materiale til Revisionsudvalget.

Men under torsdagens debat slog formanden for Inatsisartut Vivian Motzfeldt fast, at oplysningerne skulle udleveres til udvalgene, idet hun mener, at forretningsordenen er klar på området.

Naalakkersuisut har efterfølgende udleveret korrespondancen mellem Formandens Departement og advokatfirmaet Poul Schmidt til Revisionsudvalget.

LÆS OGSÅ: Naalakkersuisut skal udlevere al materiale til udvalg

Og så er der sagen om manglende erhvervsgodkendelse hos søfartsstyrelsen af det fartøj, som Kim Kielsen har lejet ud til en erhvervsfisker. Men det har ikke været behandlet af advokatfirmaet Poul Schmidt eller Revisionsudvalget. 

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER